Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Retten i Nyk. F's dom af 27/2/2019 – SKL havde ikke bevist ansættelse eller tab

Opdateret: sept. 2

Skadelidte (SKL) pådrog sig et relativt alvorligt håndledsbrud ved en færdselsulykke den 16. august 2012.


SKL var uddannet VVS-montør i sommeren 2010. I de to år frem til færdselsuheldet havde han alene haft arbejde i relativt begrænsede perioder og flere af de korte arbejdsperioder var med løntilskud. I juli 2012 – ca. en måned forud for færdselsuheldet – blev SKL sygemeldt på grund af psykiske gener og det blev efterfølgende angivet, at behandlingen heraf vurderedes at ville vare i ca. ét år (til sommeren 2013).


Under behandlingen af SKL’s gener skete der en behandlingsfejl, og SKL måtte igennem en række yderligere operationer, der først sluttede i 2014. Behandlingsforløbet blev anerkendt som en patientskade og SKL’s samlede méngrad blev fastsat til 30%, hvoraf de 15% blev henført til færdselsuheldet og 15% til behandlingsskaden.


Under patientskadesagen oplyste SKL’s daværende advokat, at da han var sygemeldt på skadestidspunktet, havde han ikke noget krav på tabt arbejdsfortjeneste. Det fandtes bl.a. på dette grundlag ikke under patientforsikringssagen godtgjort, at SKL havde mistet arbejdsfortjeneste som en følge af patientskaden.


Motoransvarsforsikringsselskabet, der havde anerkendt ansvaret for ulykken i 2012, udbetalte godtgørelse for svie og smerte og mén med 15%.


I 2017 fremsatte SKL’s nye advokat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette blev baseret på en ansættelseskontrakt af 30. juli 2012, hvoraf fremgik, at SKL pr. 3. september 2012 skulle tiltræde som VVS-montør i firmaet V ApS med en løn på kr. 180 i timen. Af CVR-registret fremgik, at V ApS imidlertid var blevet meldt under tvangsopløsning i februar 2013 og taget under konkursbehandling i april 2013. SKL fastholdt uanset dette, at han ville være kommet i arbejde, hvis skaden ikke var sket, og at han havde krav på erstatning for TAF med over kr. 1 mio fra ulykken og frem til sagens afgørelse ved retten.


Under hovedforhandlingen fastholdt SKL, at han havde været til jobsamtale hos V ApS og havde fået jobbet (mens han var sygemeldt og i behandling for psykiske gener). Han angav baggrunden for det sene tidspunkt for fremkomsten af ansættelseskontrakten var, at hans tidligere advokater ikke havde fundet dette relevant. Han forklarede så, at han havde ringet underskriveren af ansættelseskontrakten hos V ApS op i 2017 og underskriveren, hr. O, kunne godt huske SKL og fremsendte herefter ansættelseskontrakten til SKL. Dette uanset, at virksomheden – som angivet – var gået konkurs i 2013.


Underskriveren af ansættelseskontrakten, O, bekræftede under hovedforhandlingen, at han havde haft SKL til samtale og havde underskrevet ansættelseskontrakten. O forklarede, at han på daværende tidspunkt havde arbejdet som konsulent for V ApS og havde ansat 6-7 medarbejdere. Dette uanset, at der til CVR-registeret alene var indberettet 1-2 medarbejdere som ansat i firmaet, hvilket O ikke nærmere kunne redegøre for. O angav imidlertid, at han kunne huske henvendelsen fra SKL og havde sendt henvendelsen videre til V ApS’ direktør. SKL måtte have fået ansættelseskontrakten fra denne, da det ikke var O, der havde sendt kontrakten til SKL.


Retten frifandt motoransvarsselskabet, idet retten indledningsvist lagde til grund, at SKL på tidspunktet for ulykken i august 2012 ikke havde nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og at han efter sine egne oplysninger også efter ulykken i august 2012 var i medicinsk behandling på grund af sine psykiske problemer, og at denne behandling skulle vare frem til juli 2013.


Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at det ved ansættelsesaftalen med V ApS skulle være bevist, at SKL skulle være påbegyndt arbejdet pr. 3. september 2012. Retten lagde derved vægt på oplysningen om psykisk sygdom, at ansættelsesaftalen først fremkom i 2017, og at V ApS blev meldt under tvangsopløsning i februar 2013.


Retten fandt herefter ikke, at SKL i øvrigt på anden måde havde godtgjort, at han ville være kommet i beskæftigelse, hvis ulykken ikke var sket, og dermed at han ikke havde bevist, at han havde lidt et indtægtstab som kunne berettige til tabt arbejdsfortjeneste. Retten afsluttede med at angive, at det i øvrigt ikke fandtes godtgjort, at A uanset trafikulykken ville være blevet revalideret til anden beskæftigelse.


Kommentarer


Sager vedrørende bevis for etablering af et ansættelsesforhold, hvis skaden ikke var sket, dukker jævnligt op. Uanset, at ansættelsesforholdet måske ikke i sig selv kan anses for bevist, så fastsættes der ofte en skønsmæssig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i hvert fald, når skadelidte kan sandsynliggøre en nogenlunde fast tilknytning til arbejdsmarkedet forud for skaden. Det var ikke tilfældet i nærværende sag, hvor det endvidere var mere end bemærkelsesværdigt, at A’s påståede ansættelseskontrakt med V ApS først dukkede op i 2017, og i øvrigt også, at ansættelseskontrakten fortsat skulle have ligget hos V ApS’ tidligere direktør henset til, at firmaet var gået konkurs i 2013. Retten fandt således, at ansættelseskontrakten og vidneforklaringerne herom ikke kunne tillægges vægt.


Sagen er forberedt af advokat Niels Hjortnæs, Alm. Brand og hovedforhandlet af advokat Jesper Ravn.


Læs dommen her


© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.