Retten i Sønderborgs dom af 21. december 2018 - Spirituskørsel og modsatrettede beviskrav
Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Retten i Sønderborgs dom af 21. december 2018 - Spirituskørsel og modsatrettede beviskrav

A blev tidligt om morgenen den 28. april 2014 fundet i sin totalskadede bil, der lå på siden i en grøft på en landevej i Sønderjylland efter en eneulykke, hvor føreren tydeligvis havde mistet kontrollen over bilen.

A lå på bagsædet af bilen med benene fastklemt under forsædet, og A havde pådraget sig i et mindre brud på rygsøjlen (ikke operationskrævende). Herudover kunne der konstateres ”anslagsmærker” med blod i bilens tag og A havde også et mindre sår i hovedbunden.

A blev frigjort fra køretøjet og en blodprøve på skadestue mere end to timer senere viste en promille på 2,11. A blev tiltalt for spirituskørsel, men forklarede under retssagen, at han ingen erindring havde mellem det tidspunkt havde forladt sin arbejdsplads, og før han blev indbragt på skadestue. A’s forsvarer fastholdt, at det under straffesagen ikke var godtgjort, at A havde været fører af sin bil, og efter anklagemyndighedens begæring blev A herefter frifundet.

Forud for frifindelsen havde A’s forsikringsselskab afvist dækning under den af A tegnede ulykkesforsikring samt kaskoforsikringen for bilen. Efterfølgende blev der tillige meddelt afslag på erstatning under bilens ansvarsforsikring, uanset om A måtte betragte som fører eller passager.

A indbragte herefter sagen for Ankenævnet for Forsikring, men efter aftale mellem A og forsikringsselskabet blev der i stedet anlagt retssag mod forsikringsselskabet, hvor A påstod sig tillagt erstatning under ulykkesforsikringen, kaskoforsikringen samt under bilens ansvarsforsikring.

Sagen blev af to omgange forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at A’s brud på rygsøjlen ikke i sig selv var til hinder for, at A kunne være kravlet om på bagsædet af bilen efter ulykken. Retslægerådet udtalte endvidere, at konstateringen af, at A var ved fuld bevidsthed ved ankomst til skadestuen ikke var ensbetydende med, at A ikke kunne have hukommelsestab efter ulykken.

Under hovedforhandlingen blev der blandt andet afgivet forklaring af den ambulanceredder, der først var ankommet til stedet. Denne mente ikke, at A selv kunne være kravlet om på bagsædet efter ulykken. Endvidere blev der afgivet forklaring af en læge, der modtog A ved indbringelse på skadestue. Denne bekræftede under hovedforhandlingen, at når han i journalen (dikteret mindre end 25 minutter efter A’s ankomst til skadestuen) havde angivet, at A skulle have oplyst, at han havde kørt 80 km/t, da han kom ud i grøften og trillede rundt med bilen, så betød det, at oplysningen var afgivet af A.

Retten fandt herefter, at det måtte anses for mest sandsynligt, at A var fører af bilen da den forulykkede. Uanset at det henstod i det uvisse, hvordan A var kommet om på bagsædet af bilen, så lagde retten vægt på Retslægerådets udtalelse om, at bruddet på rygsøjlen ikke var til hinder herfor.

Idet der ikke forelå oplysninger om andre udefrakommende omstændigheder fandtes forsikringsselskabet at have løftet sin bevisbyrde for, at ulykken skyldtes selvforskyldt beruselse og selskabet blev derfor frifundet for kravene under ulykkes- og kaskoforsikringen. Som konsekvens heraf skete der ligeledes frifindelse af kravet fremsat mod bilens ansvarsforsikring.

Kommentarer

Sagen havde et noget bemærkelsesværdigt forløb, særligt henset til frifindelsen af A under straffesagen på anklagemyndighedens begæring uanset A’s meget høje promille, og at der ikke var tegn på, at andre personer havde været til stede i bilen.

Herefter stod forsikringsselskabet tilbage med en dobbelt bevisbyrdevurdering. På den ene side skulle A bevise, at han havde været passager i bilen for at opnå dækning unde bilens ansvarsforsikring. På den anden side skulle forsikringsselskabet at løfte bevisbyrden for, at A havde været fører af bilen, før forsikringsselskabet kunne løfte bevisbyrden for, at ulykken skyldtes selvforskyldt beruselse.

Som det fremgår af rettens præmisser, måtte retten – af naturlige årsager – finde frem til et faktum, der kunne lægges til lægges til grund i forhold til alle 3 forsikringer. Her blev vidneforklaringen fra skadestuelægen helt afgørende for bedømmelsen, uanset at det fortsat må henstå i det uvisse, hvorledes A var kommet om på bagsædet i den meget lille bil efter eller i forbindelse med ulykken.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Jesper Ravn.


Læs dommen her


© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.