Skadelidte A blev den 30. marts 2011 påkørt af en bagfra kommende bil og blev straks herefter sygemeldt. Forsikringsselskabet udbetalte ca. kr. 37.000 i svie og smerte men fandt herefter, at A’s efterfølgende sygemelding var uden sammenhæng med færdselsuheldet, bl.a. og særligt med henvisning til, at A tidligere havde været udsat for et voldsomt færdselsuheld med betydelige varige gener, og at hun herefter gennem årene havde været i konsultation for de angivne gener efter uheldet i 2011.
AES fandt ved udtalelse af 15/5/2015, at der ikke var årsagssammenhæng mellem A’s relativt omfattende nakkegener, kognitive gener mv. og færdselsuheldet og fastsatte ménet til 5%, men erhvervsevnetabet til under 15%. Selskabet udbetalte godtgørelse i overensstemmelse hermed og sluttede sagen, hvorefter A genforelagde sagen for AES og i den forbindelse gjorde opmærksom på, at A uanset sine forudbestående gener ikke havde været sygemeldt i en årrække op til færdselsuheldet i 2011.
AES fastsatte herefter i 2016 EET’et til 35% efter at sagen havde været ”drøftet af flere sagsbehandlere”. AES lagde vægt på uheldets relativt alvorlige karakter men udtrykte tvivl om A havde fuld erhvervsevne på skadestidspunktet, hvorefter man skønsmæssigt vurderede, at hendes erhvervsevne ved uheldet var nedsat med 1/3. A forhøjede på grundlag heraf kravet under retssagen til over kr. 3 mio., herunder et meget betydeligt krav på TAF (kr. 1.754.000 og EET kr. 1,4 mio.).
Sagen blev herefter forelagt Retslægerådet som udtalte, at A’s symptomer og klager efter færdselsuheldet i 2011 ikke adskilte sig fra A’s betydelige forudbestående gener før uheldet.
Sagen blev herefter igen forelagt AES, der blev anmodet om at lægge Retslægerådets erklæring til grund. I overensstemmelse hermed fastsatte AES det varige mén til under 5% og EET til under 15%.
Retten frifandt selskabet. Retten lagde afgørende vægt på Retslægerådets angivelse af, at A’s symptomer efter færdselsuheldet ikke adskilte sig fra symptomerne før færdselsuheldet, og at det vurderedes at disse ikke var blevet forværret ved uheldet. Som følge heraf havde A ikke bevist sammenhængen mellem uheldet i 2011 og hendes aktuelle gener. Det forhold, at hun havde været fuldtidsarbejdende op til uheldet kunne ikke føre til andet resultat.
Kommentarer:
Sagen er i relation til bevisbedømmelsen og rettens vurdering af Retslægerådets erklæring fuldstændig i overensstemmelse med praksis. Det bemærkelsesværdige ved sagen er imidlertid, at AES på fuldstændigt samme lægelige grundlag i 2016 – og uden at genforelægge sagen for lægekonsulenten – kunne ændre vurderingen af årsagssammenhæng og EET i forhold til udtalelsen fra 2015, hvor EET var fastsat til under 15%.
Sagen har for selskabet været ført af advokat Jesper Ravn. Dommen er ikke anket.
Comentários