top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Retten på Frederiksbergs dom af 12/2/2024 - Arbejdsskademyndighederne skulle genoptage sag efter blandt andet Retslægerådets erklæringer

Retten på Frederiksberg har den 12. februar 2024 afsagt dom i en langvarig sag anlagt af et arbejdsskadeforsikringsselskab mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST).


Retssagen udsprang af en arbejdsskade i 2011, hvor en havnearbejder pådrog sig en skulderlidelse under helt sædvanligt arbejde. Hændelsen blev af skadelidte beskrevet således, at de jernkæder til fastgørelse af trailere til et skibsdæk, som han trak i, pludseligt sad fast, hvilket medførte et træk i skulderen med smerter til følge. Der var ikke vidner til selve hændelsen, og skadelidte anmeldte ikke hændelsen før flere uger senere.


Hændelsen medførte ifølge sagens lægelige akter og siden Retslægerådets vurdering på baggrund heraf, at der opstod en nervepåvirkning i skulderen med udvikling af en såkaldt ”englevinge”, som blev anerkendt som en arbejdsskade. Skadelidte blev i en række afgørelser tilkendt et varigt mén på 8 % samt erstatning for et tab af erhvervsevne på 55-65 % (fortsat under behandling).


Byrettens dom


Arbejdsskadeforsikringsselskabet udtog stævning mod AES og AST med påstande vedrørende selve anerkendelsen af arbejdsskaden, subsidiært om bortfald af godtgørelse og erstatning for varige skader, mere subsidiært nedsættelse af det vurderede varige mén og erhvervsevnetab.


Sagen blev forelagt for Retslægerådet flere gange, og konklusionen var, at hændelsen - til trods for de sene notater om strakssymptomer - hang sammen med det beskrevne herunder de gener, som udviklede sig til en længerevarende skuldersmerter. Imidlertid vurderede Retslægerådet samtidig, at den relevante lidelse – ”englevingedannelse” – maksimalt kunne medføre symptomer i 1-2 år, hvormed lidelsen per definition måtte karakteriseres som midlertidig.


AES og AST fastholdt imidlertid afgørelserne med henvisning til ASL § 12, stk. 2 og til myndighedernes særlige kompetence til at foretage vurderinger samt fastsættelse af varigt mén og erhvervsevnetab i arbejdsskadesager.


Under hovedforhandlingen afgav Ankestyrelsens neurologiske lægekonsulent forklaring. Lægekonsulenten vedstod sig den vurdering, som blev afgivet i sin tid, og som på det tilsvarende grundlag ville have medført en enslydende vurdering.


Lægekonsulenten bekræftede dog samtidig, at Retslægerådets svar om, at lidelsen som altovervejende hovedregel var af midlertidig karakter samt Retslægerådets svar vedrørende den skadelidtes symptombillede i øvrigt, herunder de mulige sammenfaldende symptomer mellem nervelidelsen og skadelidtes betydelige konkurrerende lidelse i form af slidgigt, ikke kunne modsiges på det samlede forekomne grundlag.


Byretten fandt ikke grundlag for tilsidesættelse af selve anerkendelsen af arbejdsskaden. Henset til omtalen af et sådant traume i senere henvendelser til egen læge såvel som i anmeldelsen til AES ca. ½ år efter, at hændelsen skulle have fundet sted, fandtes der at foreligge bevis herfor.


Imidlertid fandt retten ikke, at arbejdsskademyndighedernes vurdering i sagen var retvisende, idet forekomsten af betydelig slidgigt i skadelidtes skuldre ville kunne medføre symptomer, som var sammenfaldende med symptomerne efter den ved arbejdsskaden pådragne lidelse (”englevingedannelse”). En lidelse, som vurderes at være midlertidig.


Herefter afviste retten, at hændelsen med fornøden sikkerhed havde medført andet end midlertidige – om end længerevarende – symptomer. Forsikringsselskabet havde dermed tilvejebragt fornødent sikkert grundlag for at der kunne ske tilsidesættelse af AES og AST’s afgørelser om varigt mén og erhvervsevnetab, jf. ASL § 12, stk. 1.


En samlet vurdering med betydelig vægt på Retslægerådets svar medførte dermed, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling, og dermed til en revurdering af det fastsatte varige mén samt erhvervsevnetab. Arbejdsskadeselskabet blev som vindende part herefter tillagt kr. 152.000 i omkostninger fra både AES og AST.


Kommentar


Med dommen fastslog retten, at Retslægerådets lægefaglige vurdering også i sager efter ASL skal tillægges en afgørende vægt, herunder i forhold til de vurderinger, som foretages af myndighederne under bistand af interne lægekonsulenter.


I overensstemmelse med retspraksis konkluderede retten, at selskabet med de foreliggende svar i Retslægerådets erklæringer havde løftet den relativt tunge bevisbyrde - modsat arbejdsskademyndighedernes beføjelser efter ASL § 12, stk. 2 – for, at der med overvejende sandsynlighed ikke var årsagssammenhæng mellem hændelsen og varige lidelser.


Sagen blev for selskabet behandlet og hovedforhandlet af advokat Joakim Bondesen. Eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Jesper Ravn.


Arbejdsskademyndighederne har oplyst, at dommen ikke ankes




Comentarios


bottom of page