Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Status på COVID-19 som arbejdsskader

I løbet af de forgangne 14 måneder er der anmeldt et overvældende antal arbejdsskadesager relateret til COVID-19. Over 7.000 arbejdsskader er således anmeldt med relation til COVID-19 i form af både smittetilfælde med selve virussen, men også allergiske reaktioner på værnemidler, vaccinationsskader eller psykiske følger relateret til COVID-19.


Over halvdelen af de anmeldte arbejdsskader stammer fra sundhedssektoren, hvor det på trods af værnemidler og andre behørige forholdsregler ikke har været muligt i praksis at undgå smitten. En overvejende andel af de anmeldte sager anerkendes, mens mange af de afviste sager drejer sig om følgeskader, eksempelvis psykiske gener.


Bevis for smitte


En af udfordringerne, når det skal vurderes, om et tilfælde med COVID-19 smitte kan anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, er, om det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at medarbejderen er smittet på arbejdet. Der er næppe nogen tvivl om, at mange smittes på arbejdet, mens andre smittes i privatsfæren – og kun skader, der er sket på grund af arbejdet eller de forhold, arbejdet foregår under, kan anerkendes som en arbejdsskade.


Hvordan sikrer man, at der i forbindelse med afgørelsen indlægges det korrekte snit, hvor kun de skader, der er pådraget på arbejdet, anerkendes?


Det vil som regel ikke være muligt for medarbejderen at dokumentere konkret smitte som følge af arbejdet, og derfor vil en tilstrækkelig sandsynliggørelse af smittefare være tilstrækkeligt. Det er den sygdomsramte, der skal sandsynliggøre, at der har været tale om en konkret smitterisiko på arbejdet.


Nogle typer af arbejde indebærer en stærk formodning for, at medarbejderen er blevet udsat for smitte på sit arbejde. Det gælder i særdeleshed medarbejdere i sundheds- og socialsektoren, som i kraft af deres opgaver med tæt kontakt til patienter og personer har stor risiko for at blive udsat for smitte.


Ifølge Arbejdstilsynets vejledning vil der i vurderingen af, om smitten kan antages at være sket på arbejdet indgå både medarbejderens, arbejdsgivers og eventuelt kollegaers forklaring om arbejdssituationen og smitte/smitterisiko i perioden. Der kan tillige lægges vægt på, hvilke opgaver den pågældende medarbejder har haft med kontakt til andre personer, samt omfang og karakteren af kontakt med smittede med COVID-19.


Det vil næppe være tilstrækkeligt for at anerkende en arbejdsskade, at der har været smitteudbrud på arbejdspladsen, hvis det ikke understøttes eller sandsynliggøres af omstændighederne i øvrigt, at den smittede medarbejder konkret har været udsat for en reel smitterisiko. Det kan fx være tilfældet, hvis smitteudbruddet har fundet sted i en anden afdeling eller har fundet sted blandt kollegaer, der ikke har været i berøring med den smittede.


I disse tilfælde må man antage, at der ikke længere foreligger en formodning for smitte på arbejdspladsen, hvorfor den sygdomsramte bærer bevisbyrden for, at der er sket smitte på arbejdet.


Hvornår skal der ske anmeldelse?


COVID-19 relaterede skader skal som udgangspunkt ikke behandles anderledes end alle andre arbejdsskader. Således skal arbejdsgiver på sædvanlig vis anmelde skaden, hvis den medfører, at personen ikke kan udføre sit sædvanlige arbejde i 1 dag eller mere udover tilskadekomstdagen, hvis den kan medføre ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven eller hvis den tilskadekomne ikke har genoptaget sit arbejde i fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter ulykken.


På tilsvarende vis skal forsikringsselskabet eller forsikringsenheden hos den selvforsikrede arbejdsgiver foretage en vurdering af skadens alvor og omfang, inden forsikringsselskabet/-enheden træffer afgørelse om oversendelse til AES. Der er ud fra et juridisk synspunkt ingen særlig grund til ”forsigtighedsoversendelser”, der blot medfører forøget sagsportefølje hos AES og udløser betaling af gebyr. Opfylder sagerne kriterierne for oversendelse til AES, skal de naturligvis ikke beholdes i egne porteføljer men oversendes på sædvanlig vis.


Det store antal anmeldelser lægger et vist pres på både arbejdsgivere i udsatte erhverv, på forsikringsselskaber /-enheder og ikke mindst på AES, der gennem en længere periode har håndteret de mange anmeldelser som led i den løbende drift.


For at imødegå at håndteringen af COVID-19 relaterede skader ikke fremadrettet får negative indvirkninger på behandlingen af de øvrige arbejdsskader, har AES netop offentliggjort at ville etablere en task force, der alene har til formål at behandle COVID-19 sager. Det er tanken, at task forcen skal løbe frem til ultimo 2022.


Ulykke eller erhvervssygdom?


Som det også gælder i andre situationer, hvor det skal vurderes, om en arbejdsskade skal anerkendes som en arbejdsulykke eller en arbejdsbetinget lidelse, er varigheden af påvirkningen af afgørende betydning for denne sondring. En ulykke kræver, at påvirkningen har varet op til 5 dage, mens en påvirkning over længere tid i stedet skal vurderes efter reglerne om erhvervssygdomme.


Fokus på den erhvervsmæssige påvirkning indebærer, at arbejdsskademyndighederne som udgangspunkt skal behandle sagerne som en erhvervssygdom, medmindre sygdomsramte oplyser om én konkret hændelse eller konkretiseret påvirkning af højst 5 dages varighed. Hvis man kan pege på én bestemt hændelse eller konkret forøget risiko inden for 5 dage, skal sagen således vurderes som en arbejdsulykke, hvorimod arbejdsskademyndighederne i sager, hvor sygdomsramte generelt har været i kontakt med (potentielt) COVID-19 smittede personer på arbejdspladsen i en periode på over 5 dage, i stedet skal behandle anmeldelsen som en erhvervssygdom.


Det er ikke afgørende for den endelige kategorisering af arbejdsskaden, om den er anmeldt som en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, idet arbejdsskademyndighederne er forpligtet til at foretage en korrekt vurdering uanset anmeldelsestype. Hvis den anmeldte sag opfylder betingelserne for at blive anerkendt som erhvervssygdom, skal arbejdsskademyndighederne anerkende den som sådan, og omvendt skal skaden anerkendes som en ulykke, hvis den opfylder betingelserne herfor – og altså uden hensyntagen til, om den er anmeldt som en ulykke eller en erhvervssygdom.


Når en person bliver syg med en virussygdom vil relevante akutsymptomer tale for at behandle sagen som en ulykke. Hvis symptomerne derimod kommer løbende og som følge af længere tids udsættelse vil sygdommen normalt skulle behandles som en erhvervssygdom.


Ved COVID-19 kan denne afgrænsning ikke uden videre anvendes, idet inkubationstiden for udvikling af sygdom med COVID-19 er lang, og der kan gå op til flere uger, før den sygdomsramte viser symptomer. Når arbejdsskademyndighederne skal vurdere, om en anmeldelse af sygdom med COVID-19 skal behandles som en ulykkessag eller en erhvervssygdomssag, vil arbejdsskademyndighederne i stedet fokusere på de omstændigheder, der var til stede i forbindelse med påvirkningen, herunder smittekilden og varigheden for påvirkningen, frem for tidspunktet for symptomdebut.


Det vil alt andet lige være nemmere at lægge en udsættelse for smitte over en periode til grund end en konkret, afgrænset udsættelse på op til 5 dage. Dette afspejles da også i statistikkerne, hvor arbejdsskaderne var fordelt med godt 1.500 sager på arbejdsulykker og godt 5.500 sager på erhvervssygdomme.


Det kan være afgørende for vurderingen, hvordan de konkrete omstændigheder har været omkring smittetilfældene, og dermed også afgørende for, om det er en arbejdsulykke, der skal betales af forsikringsselskabet, eller om det rettelig skal vurderes som en erhvervssygdom.


Det bør derfor i de enkelte sager nøje overvejes, om en dialog med de anmeldende arbejdsgivere kan bidrage til at belyse de faktiske forhold, ligesom det bør sikres, at arbejdsskademyndighederne har sørget for behørig oplysning af sagen, således at skaden kan placeres i den korrekte kategori.


Ved spørgsmål til ovenstående kan der rettes henvendelse til advokat Anja Hejde.