Syn og skøn kunne gennemføres i Danmark, selvom der verserede retssag om samme genstand i Belgien
Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Syn og skøn kunne gennemføres i Danmark, selvom der verserede retssag om samme genstand i Belgien

Højesteret afsagde den 29. november 2018 kendelse i en sag, hvori Højesteret tog stilling til, om der kan anmodes om syn og skøn ved isoleret bevisoptagelse i Danmark, mens der samtidig verserer en retssag vedrørende det samme materielle spørgsmål i en anden EU-medlemsstat.


Den 10. juli 2014 anlagde det belgiske selskab Hybrid Software sag ved Ghent Commercial Court i Belgien vedrørende betaling for en del af et softwaresystem, der var leveret, til Hybrid Softwares danske kunde, Ecco Print. Under den belgiske retssag fremsatte Ecco Print et betydeligt modkrav mod Hybrid Software, idet Ecco Print gjorde gældende, at softwaresystemet var mangelfuldt.


Den 7. januar 2016 afsagde Ghent Commercial Court dom om, at den ikke var rette værneting for sagen, hvilken afgørelse den 14. juni 2016 blev anket af Hybrid Software til Ghent Court of Appeal.


Den 23. september 2016 – mens ankesagen i Belgien verserede - anmodede Ecco Print Retten i Hjørring om tilladelse til syn og skøn ved isoleret bevisoptagelse.


Af Ecco Prints anmodning fremgik, at skønnet havde til formål at tilvejebringe en sagkyndig vurdering af, om det af Hybrid Software leverede softwaresystem opfyldte de aftalte kravspecifikationer. Yderligere fremgik, at formålet med den isolerede bevisoptagelse var at sikre tilvejebringelse af et edømmelsesgrundlag til brug for en vurdering af sagens materielle spørgsmål, som Ecco Print forventede afgjort af en dansk domstol, idet skønnet skulle anvendes til Hybrid Softwares forberedelse af anlæggelse af retssag i Danmark. Hverken anmodningen eller skønstemaet nævnte, at formålet med anmodningen var at sikre bevis, der ellers risikerede at gå tabt.


Parterne skriftvekslede herefter for byretten om tilladeligheden af anmodningen om syn og skøn i Danmark samtidig med, at der verserede en retssag i Belgien mellem parterne, idet Hybrid Software gjorde gældende, at dette ikke var tilladt efter de EU-retlige regler om litispendens, og at det begærede syn og skøn ikke kunne anses som et foreløbigt, herunder sikrende retsmiddel, idet Ecco Prints formål med skønnet reelt var at indhente sagkyndige vurderinger til brug for Ecco Prints vurdering af muligheder og risici ved et sagsanlæg i Danmark og ikke at sikre bevis, der ellers risikerede at gå tabt.


Først i et processkrift af juni 2017 anførte Ecco Prints advokat, at det testmiljø, som skulle danne rammen om undersøgelsen for så vidt angik softwaresystemet kompatibilitet, risikerede at gå tabt som følge af opdateringer, hvis et syn og skøn blev udskudt, og at skønnet derfor havde et bevissikrende formål. Synspunktet blev ikke dokumenteret nærmere.


De EU-retlige regler om litispendens afskærer parter fra at anlægge retssag om samme materielle grundlag i flere medlemsstater samtidig. Af artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (”Bruxelles I-forordningen”) fremgår således:


”Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indstil denne rets kompetence er fastslået.


Hensynet bag bestemmelse er beskrevet i Bruxelles I-forordningens præambel (15), hvoraf fremgår:


”Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater.”


En undtagelse til litispendensvirkningen findes i Bruxelles I-forordningens art. 35, hvoraf det følger, at:


”Der kan over for en medlemsstats retter anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden stat er kompetent til at påkende sagens realitet”.


Begrebet ”foreløbige, herunder sikrende retsmidler” omhandler navnlig retsmidler, der iværksættes med henblik på at fremskaffe og sikre beviser, jf. præamblens nr. 25. Ud over sager om forbud og arrest anvendes undtagelsesbestemmelsen også i tilfælde, hvor det er nødvendigt at sikre beviser i andre medlemsstater, der ellers risikerer at gå tabt. EU-domstolen har flere gange haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet, om forståelse af begrebet ”foreløbige, herunder sikrende retsmidler”.


I dom af 17. november 1998 i sag C-391/95 (Van Uden) udtalte EU-Domstolen i præmis 37, at udtrykket ”foreløbige, herunder sikrende retsmidler”, skal forstås som retsmidler, der skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formål, at beskytte rettigheder.


EU-domstolen har i dom af 28. april 2005 i sag C-104/03 (St. Paul) fastslået, at den indenretlige afhøring af et vidne ikke var et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel, da formålet med den indenretlige afhøring var at vurdere behovet for at anlægge sag og, at fastlægge relevansen af de anbringender, der kunne påberåbes i sagen. På den baggrund anfører EU-domstolen (præmis 24), at det er udelukket, at et retsmiddel, hvis væsentligste formål er at give en part mulighed for at vurdere muligheder og risici ved et eventuelt sagsanlæg kan anses som et ”foreløbigt, herunder sikrende retsmiddel”.


I dom af 17. november 1998 i sag C-391/95 (Van Uden) udtalte EU-domstolen, at anvendelsen af foreløbige og sikrende retsmidler kræver, at den ret, sagen er indbragt for har et særligt overblik og nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, under hvilke retsmidlet skal udfolde sin virkning, jf. præmis 38. EU-domstolen anfører i forlængelse heraf, at ”det må påhvile den ret, der på grundlag af artikel 24 [nu artikel 35] træffer afgørelse om at anvende retsmidlerne, at tage i betragtning, at det er nødvendigt at opstille vilkår og betingelser, som skal sikre, at retsmidlerne er af foreløbig eller sikrende karakter”.


EU-domstolen synes således at stille væsentlige krav til karakteren af den efterprøvelse, som den nationale ret skal foretage, når det skal vurderes om – og i hvilket omfang – et retsmiddel er af foreløbig eller sikrende karakter, således at undtagelsen i artikel 35 til reglerne om litispendens er opfyldt. Heraf kan udledes, at den nationale domstol, der modtager en anmodning om foranstaltning af et retsmiddel i en anden medlemsstat end den, hvor den materielle sag verserer, skal være ”gatekeeper” for at sikre, at forordningens værnetingsregler ikke bliver omgået.


Byretten fandt ved kendelse af 18. december 2017, at der var risiko for, at beviser kunne gå tabt, såfremt der ikke gennemførtes syn og skøn, hvorfor der ikke på baggrund af reglerne om litispendens var grundlag for at afvise Ecco Prints anmodning om syn og skøn ved isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343.


Det var ikke muligt at udlede ud af byrettens kendelse, om det af Ecco Print angivne formål i skønsbegæringen var indgået i bedømmelsen, og i hvilket omfang det var konkret muligt at have det forudsatte nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, der kunne medføre grundlag for at skønssagen kunne tillades.


Hybrid Software kærede til landsretten, hvor Hybrid Software nedlagde en subsidiær påstand om, at det blev tilladt Ecco Print at foretage en registreringsforretning til sikring af bevis uden samtidig indhentelse af sagkyndige vurderinger. Ecco Print protesterede imidlertid mod denne subsidiære påstand. Der blev ikke gennemført yderligere bevisførelse i landsretssagen med henblik på at underbygge Ecco Prints synspunkt om, at der var et bevis, der risikerede at gå tabt, hvis der ikke blev foretaget syn og skøn.


Landsretten stadfæstede byrettens kendelse, idet landsretten var enig med byretten i, at der var en risiko for, at beviset kunne gå tabt.


Hybrid Software fik herefter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.


Heller ikke i forbindelse med forberedelsen af sagen i Højesteret havde Ecco Print en bevisførelse for sit synspunkt om, at testmiljøet risikerede at gå tabt, hvis der ikke blev foretaget syn og skøn, ligesom Ecco Print fortsat protesterede mod Hybrid Softwares subsidiære påstand om, at Ecco Print fik tilladelse til at gennemføre en registreringsforretning. Hybrid Software frafaldt herefter sin subsidiære påstand ud fra en betragtning om, at Ecco Prints protest illustrerede, at Ecco Prints anmodning om syn og skøn netop ikke havde til formål at sikre bevis, og at Højesteret derfor måtte afvise Ecco Prints begæring i sin helhed.


Efter en gennemgang af parternes synspunkter og gennemgang af relevant retspraksis fra EU-domstolen fandt Højesteret, at en anmodning om isoleret bevisoptagelse i henhold til retsplejelovens § 343 kan have foreløbig og sikrende karakter, således, at Bruxelles I-forordningen ikke udelukker, at isoleret bevisoptagelse kan iværksættes i tilfælde, hvor der verserer sag om samme spørgsmål i en anden medlemsstat. Højesteret fandt herefter, at der var en risiko for, at beviser kunne gå tabt, såfremt der ikke gennemførtes syn og skøn, hvorfor der ikke var grundlag for at afvise Ecco Prints anmodning om isoleret bevisoptagelse.


Bemærkninger:


I lyset af EU-domstolens tidligere domme og klare tilkendegivelse af, at den nationale domstol skal foretage en grundig efterprøvelse af formålet med og grundlaget for at foranstalte et midlertidigt retsmiddel, forekommer det bemærkelsesværdigt, at hverken by-, lands- eller Højesteret foretog en konkret prøvelse af, om det af Ecco Print angivne formål med skønnet i begæringen om isoleret bevisoptagelse udelukkede, at skønnet kunne anses som et ”foreløbigt, herunder sikrende retsmiddel”, herunder, om et syn og skøn med det formål at indhente sagkyndige bedømmelser var det rette/proportionale retsmiddel til at sikre, at de pågældende beviser ikke gik tabt.


Set i lyset af, at Ecco Print ikke havde nogen bevisførelse for sit synspunkt om, at der var risiko for at beviser kunne gå tabt, hvis der ikke blev gennemført syn og skøn, og til, at anmodningen om syn og skøn ikke var begrundet i, at skønnet havde til formål at sikre beviser, der risikerede at gå tabt, er det overraskende, at Højesteret har lagt dette til grund.


Konklusionen må være, at beviskravet for, at der kan foranstaltes et midlertidigt retsmiddel, selvom der verserer en sag om samme er grundlag eller genstand i en anden medlemsstat, er af et mindre omfang end forventet baseret på forudgående praksis fra EU-domstolen. Afgørelsen synes således at afvige noget fra EU-retspraksis på området.


ARK repræsenterede Hybrid Software, og sagen er for by- og landsret ført af advokat Anders Thorsen og for Højesteret af advokat Allan Kvist-Kristensen.


Læs kendelsen her



© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.