Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Tilskadekomst på vej til arbejdet ikke omfattet af ASL

Højesteret har ved dom af 10. februar 2021 (Sag BS-50886/2019-HJR) fastslået, at en skade sket under befordring fra hjem til arbejde ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven (ASL).


Højesterets dom


Sagen angik en social- og sundhedsassistent ansat i et vikarbureau, som havde midlertidigt arbejde på Esbjerg Sygehus. Da hun en morgen i egen bil kørte fra sit hjem til sygehuset, kom hun ud for en færdselsulykke og kom til skade. Spørgsmålet var, om skaderne kunne anerkendes som en arbejdsskade efter ASL.


På tidspunktet for ulykken var spørgsmålet om, hvornår ASL gælder for skader opstået under befordring til og fra arbejde, reguleret i bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kunne skade opstået under befordring til og fra arbejde anerkendes som en arbejdsskade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren eller hensynet til virksomhedens interesser havde indflydelse på befordringen.


I bekendtgørelsens § 3 var der opregnet en række eksempler på, hvornår dette kunne anses at være tilfældet, fx tilkaldevagter efter bekendtgørelsens § 3, nr. 3.


Højesteret lagde vægt på, at medarbejderen på dagen for færdselsulykken ikke var blevet tilkaldt af sin arbejdsgiver, og hun kunne derfor have valgt en anden transportform end egen bil, blot hun mødte til tiden.


Det forhold, at det var en betingelse for hendes ansættelse som vikar, at hun havde egen bil, og at hun modtog skattefri kørselsgodtgørelse, indebar ikke, at tjenesteforholdet eller hensynet til virksomhedens interesser kunne anses at have haft indflydelse på hendes valg af at køre i egen bil denne dag.


Højesteret fandt derfor, at skadelidtes befordring fra hendes hjem til arbejdspladsen ikke var omfattet af ASL.


Bemærkninger


Dommen illustrerer, at bedømmelsen af, om befordringen er omfattet af loven, skal foretages ud fra forholdene på dagen for skaden og ikke arbejdsforholdet i almindelighed (medmindre der er tale om ambulante medarbejdere, der ikke har en fast arbejdsplads).

Skadelidtes arbejde som vikar var betinget af, at hun havde egen bil og derfor kunne møde ind på tilkaldevagter. Hun fik desuden skattefri kørselsgodtgørelse. Derfor må en væsentlig del af hendes befordring antages at være tilkaldevagter omfattet loven.


På skadedagen var hun imidlertid ikke på en tilkaldevagt, hvorfor Højesteret – med rette – vurderede, at skadelidtes befordring fra hendes hjem til arbejdspladsen ikke var omfattet af ASL.


Der er intet nyt i, at skader opstået under befordring til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er omfattet af ASL, idet arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra arbejde.


I visse situationer har befordring mellem hjem og arbejdssted imidlertid karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers interesse, og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring. Det drejer sig eksempelvis om skader, der indtræder under befordring organiseret af arbejdsgiveren. Ligeledes er skader opstået under befordring til og fra arbejde i forbindelse med tilkaldevagt omfattet af loven. Et tredje eksempel er den situation, at en arbejdstager under befordring til og fra arbejde skal udføre et ærinde for arbejdsgiver.


Vi behandler hos ARK en konkret sag, hvor der afsiges dom den 25. februar 2021, og hvor Ankestyrelsen har fundet, at en ressourcepædagog, der kortvarigt tjekkede mails og kalender om morgenen, inden hun kørte til et møde på en institution, var omfattet af ASL, da hun kom til skade under kørslen.


Ankestyrelsen har i den forbindelse særligt henholdt sig til principafgørelse U-13-08, hvor en socialrådgiver, havde sin bopæl i en by, der lå 50 km fra det faste arbejdssted. På skadedagen arbejdede hun om morgenen derhjemme med forberedelse til mødet, der skulle foregå i samme by som hendes bopæl. Ankestyrelsen fandt, at ulykken der indtrådte under transporten var omfattet af ASL, da skadelidte brugte tid på administrative opgaver for arbejdsgiver i det tidsrum, hvor hun ellers skulle have brugt tid på at rejse mellem den faste arbejdsplads og det midlertidige arbejdssted (ca. 100 km’s kørsel).


Det er ikke tilfældet i vores verserende sag, hvor Ankestyrelsen dog har fundet, at sikrede skulle samarbejde med en række aktører på institutionen, og at det derfor var en væsentlig del af arbejdet, at hun orienterede sig om eventuelle ændringer og aflysninger for at tilrette arbejdsdagen mest effektivt.


Såfremt dette skulle være et afgørende parameter for, om transport fra hjemmet er omfattet af ASL eller ej, så vil en lignende situation kunne forekomme for et utal af andre arbejdstagere på det danske arbejdsmarked, og dette vil - sagt med Ankestyrelsens egne ord i U.2010.963/2V ”føre til helt uoverskuelige udvidelser af arbejdsskadesikringsordningen og er i klar modstrid med den måde, hvorpå retstilstanden på området er tænkt”.


Det fremgår da også af ”Arbejdsskadesikringsloven 6. kommenterede udgave” af Michael Kielberg, 2016, s. 153, at den omstændighed, at medarbejderen udfører en del af arbejdet for arbejdsgiveren i sit hjem, normalt ikke fører til, at befordringen mellem hjem og den egentlige arbejdsplads bliver omfattet af loven.


Afgørende for, om medarbejderen undtagelsesvist er omfattet af ASL under transport fra hjemmet må være, om der udføres et reelt stykke arbejde hjemmefra inden transporten påbegyndes, dvs. et arbejde af et vist omfang og varighed, om det er aftalt med arbejdsgiver, at medarbejderen kan arbejde hjemmefra (hjemmearbejdsplads), og om det primært er i arbejdsgivers interesse, at medarbejderen ikke kører ind på den faste arbejdsplads først.


Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokat Anne Mette Myrup Opstrup.


Læs dommene i alle tre instanser her.