Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

To nye ankenævnskendelser om bevis for tyveri af biler

Ankenævnet for Forsikring har den 4. november 2020 afsagt kendelser i sagerne AK 94.150 og AK 94.586, som begge vedrørte anmeldt tyveri af biler.


Sagerne har ikke meget tilfælles bortset fra resultatet og det bemærkelsesværdige sammentræf, at bilerne i begge sager skulle være bortkommet mellem den 23. og 24. november 2017.


AK 94.150


Klagerens barn 2 anmeldte den 28. november 2017, at klagerens bil – en lidt ældre japansk bil, der havde kørt mere end 100.000 km – var blevet stjålet på parkeringspladsen foran klagers adresse mellem den 23. og 25. november 2017.


Selskabets konsulent gennemførte allerede samme dag et telefoninterview med klageren (via klagers voksne barn 1), hvor han oplyste, at han den 23. november 2017 var kommet hjem kl. 18 og ikke siden havde set bilen. Om aftenen den 24. november 2017, da klagers hustru og voksne barn 2 blev kørt hjem af barn 1, kunne de ikke finde bilen, der så efter midnat blev meldt stjålet til politiet.


Under et møde den 30. januar 2018 oplyste klager nu, at han havde været hjemme hele dagen den 23. november 2017, og ikke kunne huske hvornår eller af hvem bilen sidst havde været brugt. Endvidere afviste barn 1 nu, at barn 1 havde kørt klagers hustru og barn 2 hjem den 24. november 2017.


Ved efterfølgende indhentelse af masteoplysninger for klager, hustruen og barn 1, var der flere uoverensstemmende forhold, herunder blandt andet, at klagers mobiltelefon den 23. november 2017 havde befundet sig i en anden bydel indtil han sent om aftenen var kommet hjem. Tilsvarende viste aktindsigt i anmeldelsen til politiet, at der også var uoverensstemmende angivelser til politiet om sidste brug af bilen.


Sammenfattende afviste selskabet i april 2018 dækning med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at bilen var bortkommet ved et dækningsberettiget tyveri, hvorefter klagers advokat i august 2018 vendte tilbage og bekræftede, at klager den 23. november 2017 havde været besøg hos en ven, og at han først kom hjem kort før midnat. Det blev angivet, at de tidligere oplysninger om klagers færden den 23. november 2017 måtte bero på sprogproblemer eller misforståelser hos selskabets konsulent. Det blev endvidere angivet, at man ikke kunne ”stole” på de indhentede teledata.


Selskabet fastholdt afvisningen, hvorefter klager indbragte sagen for ankenævnet, der imidlertid gav klager medhold.


Nævnet fastslog, at klager have bevisbyrden for, at bilen var bortkommet ved et tyveri som anmeldt, og at der bestod "en sådan tvivl om klagerens og hans families oplysninger om hændelsesforløbet omkring det anmeldte tyveri af bilen, at klageren ikke har bevist, at der er indtrådt en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.”


Nævnet angav, at klageren havde ”stillet sig i en bevismæssigt vanskelig situation ved flere gange at ændre sin forklaring, og at klagerens nye forklaringer om sin færden den 23. november 2017 ikke kan indeholdes i den oprindelige forklaring.” Nævnet afviste endvidere klagers indsigelser over for de indhentede teledata, hvis realitet ikke var bestridt af klager.


Læs kendelsen her


AK 94.586


Klager anmeldte at hendes bil fra 2012 (købt i oktober 2015) var blevet stjålet efter at bilen var blevet parkeret om aftenen den 23. november 2017 foran et fælleshus i klagers beboelsesområde.


Under en samtale med selskabet angav klager, at der ikke fandtes tegn på indbrud i bilen på skadesstedet i form af glasskår eller slæbespor.


Klager fremsendte bilens nøgler, og det blev ved selskabets undersøgelse bekræftet, at begge nøgler hørte til klagers bil. Imidlertid var nøgle 1 senest blevet anvendt den 18. oktober 2015, og dermed kort efter bilen blev købt. Nøgle 2 var senest anvendt den 22. marts 2017, og således ca. 8 måneder forud for anmeldelsen.


Ved selskabets henvendelse til bilens producent blev det oplyst, at bilens fabriksmonteret startspærre sikrede, at bilen som altovervejende udgangspunkt alene kan føres med rette nøgle, og producenten angav endvidere, at der til bilen hørte to normale nøgler samt en ”værkstednøgle”, og at sidstnævnte ligeledes kunne anvendes til at starte bilen.


Selskabet lagde herefter vægt på, at data fra bilens nøgler ikke stemte overens med klagers angivelser om bilens anvendelse forud for det anmeldte tyveri, idet de fremsendte nøgler til bilen var anvendt 8 måneder hhv. 2 år og 3 måneder før det anmeldte tyveri, hvilket ikke stemte overens med klagers anmeldelse, hvorefter bilen senest var anvendt den 23. november 2017.


Selskabet lagde endvidere vægt på en række forhold vedrørende bilens kilometerstand, som på tidspunktet for klagers køb af bilen i oktober 2015 blev oplyst til 151.132 km. Ved udlæsning af data fra den senest anvendte nøgle viste det sig, at bilens kilometerstand i marts 2017 var 192.584 km, hvilket skulle sammenholdes med, at bilens kilometerstand i forbindelse med en udbedring af skader opstået ved et færdselsuheld i december 2016 var udlæst til 190.206 km.


Bilen havde med andre ord kørt ca. 40.000 km. i perioden fra erhvervelsen i 2015 til værkstedsbesøget i december 2016 (ca. 14 måneder), mens bilen i de efterfølgende godt 3 måneder alene havde kørt 2.398 km.


Selskabet modtog aldrig nogen forklaring på denne markante ændring ved bilens kørselsmønster i tiden efter den var impliceret i et færdselsuheld, og selskabet afviste herefter, at det var sandsynliggjort, at bilen var bortkommet ved et tyveri som anmeldt af klager. Udover oplysningerne om kilometertallet blev der lagt vægt på den manglende værkstedsnøgle, som klager hævdede ikke var overdraget ved købet i 2015, samt det forhold, at bilen skulle være stjålet fra et tætbebygget beboelsesområde uden spor.


Ankenævnet gav ikke klager medhold, idet nævnet lagde væsentlig vægt på, at den stjålne bil er udstyret med startspærre, hvorefter bilen – som udgangspunkt – alene kan startes med rette nøgle. Herudover lagde Nævnet betydelig vægt på uoverensstemmelserne mellem klagers angivelser om bilens anvendelse og de data, som var udlæst af de to nøgler, som var blevet fremsendt til selskabet.


Læs kendelsen her


ARK’s bemærkninger til de to kendelser:


Kendelserne er begge udtryk for det altovervejende udgangspunkt, at klager bærer bevisbyrden for, at en bil er bortkommet ved en dækningsberettiget skade, og kendelserne er dermed i overensstemmelse med ankenævnets praksis.


Der lægges i begge kendelser vægt på de af selskaberne påpegede uoverensstemmelser mellem klagers angivelser og de foreliggende beviser, samt i AK 94.150 særligt til klagers skiftende forklaringer, hvilket kom klagerne bevismæssigt til skade.


ARK har bistået selskaberne i begge sager, idet advokat Jesper Ravn har bistået i AK 94.150 og advokat Joakim Bondesen i Ak 94.586.


© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.