top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

To nye kendelser om (påstået) forbrugerværneting

Det sker jævnligt, at forsikringstager særligt i sager vedrørende pensionsforsikringer anlægger sag ved sit hjemting med henvisning til retsplejelovens § 244, hvorefter sager om forbrugeraftaler kan anlægges ved forbrugerens eget hjemting.


Dette var også tilfældet i to nyligt anlagte sager mod to pensionsselskaber, hvor forsikringstagerne havde anlagt sag ved respektivt Retten i Odense og Retten i Kolding.


I begge sager protesterede pensionsselskabet (repræsenteret af ARK) mod behandlingen af sagen ved de respektive byretter, og krævede sagerne henvist til forsikringsselskabernes hjemting med henvisning til, at sagerne udsprang af obligatoriske pensionsordninger indgået som et led i forsikringstagers ansættelsesforhold, og dermed ikke var udtryk for tvister vedrørende forbrugeraftaler.


I sagen anlagt ved Retten i Odense protesterede forsikringstagers advokat ikke, og sagen blev henvist til Københavns Byret.


I sagen anlagt ved Retten i Kolding fastholdt forsikringstagers advokat, at der var tale om en forbrugeraftale i RPL § 244’s forstand og advokaten henviste i den forbindelse til afgørelsen U2021.1628V. Her fandt landsretten, at det ikke af pensionsselskabet var godtgjort, at forsikringen var indgået som et led i en kollektiv aftale med pensionsselskabet, men at aftalen (indgået af en selvstændig frisør) derimod var indgået som et led i en rammeaftale mellem frisørens interesseorganisation og pensionsselskabet.


Vestre Landsret nåede derved til det modsatte resultat af Østre Landsret i U2011.1177Ø, hvor landsretten med henvisning til forarbejderne til forsikringsaftalelovens § 2, stk. 4 angav, at en gruppeaftale som udgangspunkt ikke udgjorde en forbrugeraftale, hvorfor en sag vedrørende tab af erhvervsevne-forsikring indgået som et led i et ansættelsesforhold ikke kunne anses som en forbrugerforsikring i RPL § 244’s forstand. Østre Landsret henviste derfor sagen til pensionsselskabets hjemting.


Advokaten argumenterede overfor Retten i Kolding med, at når forsikringstager havde tilvalgsmuligheder i forbindelse med etableringen af pensionsordning i ansættelsesforholdet (herunder en forhøjet dækning for tab af erhvervsevne, forhøjet livsforsikringssummer mv.), så måtte aftalen anses som en rammeaftale.


Retten i Kolding var ikke enig i denne argumentation og henviste sagen til behandling til selskabets hjemting, idet pensionsaftalen indgået mellem forsikringstager og pensionsselskabet var en kollektiv virksomhedsaftale. Det forhold, at forsikringstager kunne vælge mellem forskellige udbetalingsordninger kunne ikke føre til, at aftalen måtte anses som en rammeaftale.


Sagerne føres af henholdsvis advokat Joakim Bondesen og advokat Jesper Ravn for de respektive pensionsselskaber.




bottom of page