Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Udkast til bekendtgørelse om forsikringsselskabers undersøgelser

I ugen før påske fremsatte erhvervsministeren forslag (L 193) om ændring af bl.a. lov om finansiel virksomhed, hvor der foreslås en ny § 43, stk. 9, der skal give ministeren hjemmel til at fastsætte ”nærmere regler om procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herunder personobservation af skadelidte”. Forslaget er en udløber af erhvervsministerens løfte om detailregulering af området for forsikringsselskabers undersøgelser efter DR’s omtale i juni 2020.


På baggrund af lovforslaget sendte Finanstilsynet den 26. marts 2021 et udkast til bekendtgørelse om forsikringsselskabers undersøgelser i sager med mistanke om forsikringssvindel i høring.


Uanset, at udkastet (som forventet) lægger sig op af F&P’s kodeks for undersøgelse af sager med mistanke om forsikringssvindel, der blev revideret i efteråret 2020 bl.a. efter DR’s omtale, så indeholder udkastet en række ”skærpelser” i forhold til kodeks.


Selvom det ikke direkte er angivet (hvilket nok ville være formålstjenligt), så tager bekendtgørelsen i det væsentligste sigte på forsikringsselskabers anvendelse af undersøgelser i sager om erstatning efter sygdom eller ulykke. Imidlertid må bekendtgørelsen efter sin nuværende ordlyd også anses for at omfatte sager om f.eks. tyveri under en indboforsikring eller en autoforsikring, hvor der foretages undersøgelser via internettet, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 1.


Bekendtgørelsen definerer i § 2, nr. 1 begrebet ”undersøgelser” som: ”Når forsikringsselskabet indsamler oplysninger uden den skadelidtes viden.” Personovervågning er i § 2, nr. 2 a) defineret som personobservation, men tillige i pkt. nr. 2 b) som følger: ”Indsamling af oplysninger om skadelidte ved elektronisk overvågning, som sker ved optagelser af samtaler, brug af data fra bilnøgler eller telemaster.”


Begrebet ”skadelidte” defineres i § 2, nr. 3 som a) en kunde, der har tegnet en forsikring, eller b) en 3. mand, der gør krav under en forsikring.


Uanset, at der med pkt. b) utvivlsomt er tilsigtet krav fremsat af skadelidte mod en ansvarsforsikring der hæfter direkte over for skadelidte (f.eks. efter færdselsloven eller hundeloven), så omfatter definitionen i sin nuværende form også (fysiske) personer, der måtte gøre krav under en tingsforsikring efter FAL § 54.


Definitionerne giver anledning til en lang række tvivlsspørgsmål, og – hvis bekendtgørelsen skal læses efter sin ordlyd – administrative krav til forsikringsselskabers beslutningsproces, som hverken er videre hensigtsmæssige eller udtryk for en detailregulering af forsikringsselskabers beslutningsprocesser, som ikke kan antages at have været tilsigtet.


Begrebet ”undersøgelser” i § 2, nr. 1, omfatter således alle forsikringstyper og f.eks. også den situation, hvor et autoforsikringsselskab foretager en såkaldt OSINT-undersøgelse (søgning på åbne kilder på internettet) i forbindelse med undersøgelse af urigtige oplysninger om ejer-/bruger forholdet til en bil, eller undersøgelse af en forsikringstagers salgsannoncer på f.eks. DBA i forbindelse med et anmeldt indbrudstyveri.


Begrebet personovervågning i § 2, nr. 2, b) er – som bestemmelsen er formuleret – ikke afgrænset til at omfatte situationer omfattet af § 2, nr. 1’s definition af undersøgelser, som foretages uden skadelidtes viden. Bestemmelsen omfatter efter sin formulering tillige de situationer, hvor forsikringsselskabet med skadelidtes/forsikringstagers samtykke indhenter data fra bilnøgler og/eller maste- og teleoplysninger.


Bortset fra tilfælde, hvor der foretages udlæsning af en bilnøgle efter udbetaling af erstatning for en forsikringsdækket bil, så vil der som altovervejende udgangspunkt ikke i praksis blive foretaget udlæsning af en bilnøgle uden forsikringstagers forudgående samtykke (f.eks. i forbindelse med skadeanmeldelsen). Og det er udelukket for forsikringsselskabet at indhente tele- og masteoplysninger uden direkte og udtrykkeligt samtykke.


Det er derfor umiddelbart svært at se begrundelsen for at lade udlæsning af nøgler og indhentelse af teleoplysninger omfatte af begrebet ”personovervågning” i en bekendtgørelse, der har til formål netop at regulere undersøgelser uden samtykke fra skadelidte/forsikringstager. I forhold til at lade ”optagelser af samtaler” anse som ”personovervågning”, så er dette bemærkelsesværdigt, når henses til, at det ikke er strafbart at optage en telefonsamtale man selv deltager i, og når henses til, at sådanne optagelser er reguleret af GDPR.


Bekendtgørelsens §§ 3-5 lægger sig i vidt omfang op ad nugældende kodeks fra F&P i forhold til anvendelse af mindst indgribende undersøgelsesmetode, loyal afvejning og fremlæggelse af oplysninger og orientering til skadelidte (bortset fra oplysninger undtaget efter databeskyttelsesloven).


Efter § 6 skal ”skadelidte” (som omfatter enhver kravstiller under en forsikring, jf. § 2) gives mindst 4 ugers frist til at fremkomme med kommentarer eller indsigelser over for forsikringsselskabets orientering om undersøgelserne og selskabets (påtænkte) afslag på erstatning, reduktion af erstatning eller krav på tilbagebetaling.


Det er ikke i den forbindelse angivet, om kravet til en 4 ugers svarfrist før endelig beslutning træffes, tillige gælder de tilfælde, hvor selskabet indgiver politianmeldelse på grundlag af selskabets undersøgelser. En sådan politianmeldelse vil oftest ske uden forudgående eller samtidig orientering til skadelidte, da formålet med en politianmeldelse, som – for eksempel – baserer sig på personovervågning, og som tillige kan vedrøre muligt socialt bedrageri (hvilket ses i en del tilfælde) ellers vil risikere at være forspildt, da skadelidte helt eller delvist kan foretage sletning af beviser mv.


Som angivet må § 6 anses for at omfatte alle typer forsikringer, herunder skadeforsikring for ting. Det indebærer, at hvis et forsikringsselskab vil reducere erstatningen under en bilforsikring efter undersøgelse (via internettet) af, om forsikringstager er rette bruger af en bil, så skal der meddeles forsikringstager mindst 4 ugers svarfrist. Derimod er det ikke klart, om 4 ugers fristen omfatter arbejdsskadeforsikring, hvor det vil bero på en myndighedsafgørelse, om en erstatning skal nedsættes, tilbagebetales mv., og hvor orientering om undersøgelser af sagen og selskabets stillingtagen hertil – som udgangspunkt – skal ske til arbejdsskademyndighederne, der herefter skal orientere skadelidte. I praksis foretages der dog altid samtidig orientering til skadelidte efter databeskyttelsesloven/GDPR.


I forhold til anvendelse af ”personovervågning”, så angives det i bekendtgørelsens § 10, at personovervågning kun må foretages, ”når et medlem af selskabets direktion har truffet beslutning om personovervågning i den konkrete sag”.


Dette fremgår ikke direkte af kodeks, men i praksis træffes beslutningen om anvendelse af personobservation i langt de fleste forsikrings- og pensionsselskaber af en nedsat gruppe med deltagelse af højerestående og ledende medarbejdere i selskabet. Som bestemmelsen er formuleret, så må det imidlertid antages, at en skadesdirektør eller en underdirektør, der ikke direkte indgår i forsikringsselskabets koncernledelse, ikke vil have kompetencen til at træffe beslutningen efter § 10. Det er i den forbindelse uklart om og i hvilket omfang beslutningen kan delegeres som dette er tilfældet med (mange) andre væsentlige beslutninger, der skal træffes i et forsikringsselskab.


Som angivet definerer § 2, nr. 2 b) tillige ”personovervågning” som udlæsning af nøgledata og indhentelse at teleoplysninger. Uanset, at sådanne oplysninger reelt altid indhentes efter samtykke fra forsikringstager, så fordrer § 10 efter sin formulering, at et direktionsmedlem skal være med til at træffe beslutning herom. Det kan ikke have været tilsigtet.


I den forbindelse er § 7 imidlertid mere problematisk i sin nuværende udformning, da det angives, at ”En beslutning om at standse eller nedsætte en løbende udbetaling eller fremsætte et krav om tilbagebetaling overfor skadelidte på baggrund af de indsamlede oplysninger skal træffes af et medlem af forsikringsselskabets direktion.”


Udover, at bestemmelsen efterlader de samme spørgsmål som § 10 i forhold til, at bestemmelsen fordrer, at et ”medlem af forsikringsselskabets direktion” skal træffe afgørelsen (uden at tage stilling til muligheden for delegation mv.), så begrænser bestemmelsen sig ikke til sager, hvor der er foretaget personobservation. Efter sin ordlyd omfatter bestemmelsen enhver beslutning, der foretages ”på baggrund af de indsamlede oplysninger” i forhold til forsikringer, hvor der er tale om at nedsætte/standse en løbende udbetaling, f.eks. på grundlag af informationer, der alene er indhentet ved en OSINT-undersøgelse, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 1.


Der vil således ikke alene være tale om sager med løbende udbetaling under en forsikring for tab af erhvervsevne tegnet i et pensionsselskab, men f.eks. også sager, hvor der sker løbende udbetaling under en arbejdsløshedsforsikring/lønsikring eller lignende. Det er i den forbindelse ikke klart, om bestemmelsen vil omfatte de situationer, hvor et forsikringsselskab (efter en undersøgelse) vil bringe løbende udbetalinger under en arbejdsskadeforsikring til ophør ved at give arbejdsskademyndighederne meddelelse herom med anmodning om genoptagelse eller revurdering af en arbejdsskadesag.


Endvidere indebærer bestemmelsen efter sin ordlyd og sammenholdt med § 2, nr. 1, at hvis f.eks. et autoforsikringsselskab kræver en erstatning helt eller delvist tilbagebetalt fra en forsikringstager pga. urigtige oplysninger om ejer-/bruger forholdet til en bil, og hvis dette krav baserer sig en OSINT-undersøgelse uden forsikringstagers viden, så skal et direktionsmedlem inddrages i denne beslutning.


Det kan næppe have været hensigten, at direktionsmedlemmer i koncernledelsen (der i de største forsikringsselskaber består af 4-5 personer) SKAL inddrages i konkrete beslutninger i skadesager om f.eks. bilforsikring, hvilket vil være konsekvensen med den nuværende ordlyd. Dette særligt ikke, når hensigten med bekendtgørelsen (i det væsentligste) er at sikre, at personovervågning alene sker som sidste virkemiddel, og at beslutning om gennemførelse af observation samt beslutninger truffet efter observation kun foretages efter inddragelse og godkendelse fra forsikringsselskabets koncernledelse.


Det forekommer samtidigt at være vidtgående og betænkeligt decideret at fordre, at et direktionsmedlem i et forsikringsselskab SKAL træffe beslutning i forhold til konkret skadebehandling på et så afgrænset område, som undersøgelsessager er, når henses til, at en sådan detailregulering af beslutningskompetencen i helt specifikke sager ikke i øvrigt ses på det finansielle område.


Der er således på enkelte punkter behov for, at der i den endelige bekendtgørelse foretages nogle væsentlige ændringer og konkretiseringer, så bekendtgørelsen ikke rammer ”ved siden af skiven” i forhold til formålet.


Udkast til bekendtgørelsen kan læses her


© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.