Højesteret traf den 3. september 2020 afgørelse i en sag, der af gode grunde har fået betydelig omtale i medierne.
På overfladen forekommer sagens problemstilling ”banal”, nemlig spørgsmålet om, hvem der kunne anses for nærmeste pårørende under en livsforsikring tegnet af afdøde hos PFA. Var afdødes barn, jf. den tidligere gældende bestemmelse i FAL § 105, stk. 5, eller var det afdødes samlever på dødsfaldstidspunktet, der opfyldte betingelserne for at blive anset for nærmeste pårørende efter jf. FAL § 105a, der blev indført med virkning fra 1. januar 2008.
Afdøde havde ved tegningen af livsforsikringen i 2001 ikke indsat en navngivet begunstiget, men havde i begæringen alene angivet ”nærmeste pårørende” som begunstiget. Dette ville dermed, i overensstemmelse med den på tegningstidspunktet gældende FAL § 105, stk. 5, være afdødes daværende ægtefælle subsidiært afdødes børn.
By- og landsretten gav samleveren medhold i, at hun var nærmeste pårørende i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne gældende fra 1. januar 2012 og FAL § 105a, der blev indført ved en lovændring af FAL med virkning fra 1. januar 2008.
Højesteret nåede til det modsatte resultat. Højesteret lagde vægt på, at PFA’s varslede ændring af forsikringsbetingelserne per 1. januar 2012 - hvorefter begrebet ”nærmeste pårørende” i betingelserne blev bragt i overensstemmelse med FAL § 105a (hvorefter en samlever, der har boet med afdøde i 2 år eller mere anses for nærmeste pårørende) - ikke var gyldigt vedtaget i forhold til afdøde.
Højesteret lagde særligt vægt på, at det af overgangsreglen i § 10 i forbindelse med ændringen af FAL fremgik, at udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende ”alene finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden (den 1. januar 2008)”.Højesteret henviste endvidere til, at det af forarbejderne til ændringsloven direkte fremgik, at en tidligere begunstigelsesindsættelse baseret på standardklausulen ”nærmeste pårørende”, alene kunne ændres, hvis dette blev meddelt til forsikringsselskabet, jf. FAL § 102.
Når henses hertil, så kunne PFA ikke ved forsikringstagers passive accept ændre forsikringsbetingelsernes definition af nærmeste pårørende (således at definitionen blev bragt på linje med nugældende § 105a), hvilket ”automatisk” ville føre til en ændring af begunstigelsen for nærmeste pårørende, da dette ”må forudsætte en aktiv tilkendegivelsen og derfor ikke kan ske ved passiv accept”.
Da afdøde ikke aktivt havde accepteret ændringen i definitionen ”nærmeste pårørende” i betingelserne ved varslingen heraf i 2011, var ændringen ikke gyldigt vedtaget, og dermed måtte den oprindelige begunstigelessindsættelse (nærmeste pårørende som dette var defineret i den dagældende FAL § 105, stk. 5) stå ved magt. Forsikringssummen tilkom derved afdødes bar.
Kommentarer
Efter det for Højesteret af PFA oplyste, så blev ændringerne i forsikringsbetingelserne varslet i september 2011 med angivelse af, at hvis kunderne fortsatte med at indbetale præmie, ville forsikringen blive videreført på de nye betingelser, idet kunden herved måtte anses for at have accepteret ændringerne. Det blev endvidere under sagen oplyst, at ændringen havde omfattet ca. 344.000 kunder.
PFA har i medierne efter dommen oplyst, at PFA ved en gennemgang af sager omfattet af ændringen i 2012 havde fundet i alt 75 personer, som skulle have udbetalt livsforsikringssummen på basis af Højesterets doms præmisser til en samlet udgift på 25 mio. kroner. Det må tillige antages, at andre livforsikringsselskaber vil være omfattet af Højesterets ”forbud” mod ændring af definitionen for nærmeste pårørende i forsikringsbetingelserne, men der foreligger ikke umiddelbart oplysninger herom.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor vidtrækkende dommen i øvrigt må anses for at være for varslede (kollektive) ændringer i forsikringsaftaler i øvrigt. Det er her umiddelbart vores vurdering, at dommen må anses for at have en begrænset rækkevidde udover på livsforsikringsområdet. Dommen kan således næppe tages til indtægt for, at der generelt skulle gælde et ”forbud” mod at foretage ændringer af forsikringsbetingelser ved passiv accept.
Således baserer dommens præmisser og resultat sig (med god grund) på det forhold, at det direkte af forarbejderne til ændringen af FAL pr. 1. januar 2008 fremgik, at ændringen af en standardbegunstigelse for ”nærmeste pårørende” før lovændringen krævede en aktiv handling fra forsikringstagers side. Under disse omstændigheder, så kunne PFA ikke ”bare” ændre begunstigelsen ved ændringen af forsikringsbetingelserne ved ”passiv accept”, da der var tale om en ændring (af forsikringsbetingelserne), som var i direkte strid med lovforarbejderne.
Dermed må betydningen i forhold til ændringer af forsikringsbetingelser generelt ved passiv accept særlig på skadeområdet anses for at være begrænset. Ændringer ved passiv accept skulle bagud i tid følge de vejledende retningslinjer for ændring af forbrugerforsikringer, der trådte i kraft helt tilbage den 1. januar 1991 (som ikke omfattede livsforsikringer), § 28 i den tidligere gældende god skik bekendtgørelse og § 19 i den nugældende bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører.
Uanset at dommes betydning således netop må ses i lyset af forarbejderne til ændringen af FAL, så er der næppe nogen tvivl om, at dommen fremadrettet bør skærpe forsikringsselskabers opmærksomhed, når det overvejes, om en (væsentlig) ændring af en forbrugerforsikring gennemføres ved passiv accept, eller om det fordrer forsikringstagers aktive accept.
Sagen er for Højesteret ført for afdødes barn af advokat Allan Ohms.
Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Jesper Ravn.
