Den britiske Supreme Court har i dag (i en dom, hvor den britiske Højesteret på visse punkter delte sig 3-2 dom) i det væsentligste stadfæstet (dog med væsentligt ændrede præmisser) den principafgørelse, som den 15. september 2020 blev afsagt af den britiske High Court i en prøvesag anlagt af den britiske Financial Conduct Authority (FCA) mod 8 forsikringsselskaber vedrørende spørgsmålet om forsikredes driftstab efter nedlukning i Storbrittannien pga. Covid-19 var/er omfattet af selskabernes driftstabsforsikringer.
FCA havde anlagt sagerne som prøvesager mod forsikringsselskaberne, der ansås for at være repræsentative for så vidt angår formuleringen af klausuler om dækning for driftstab som følge af epedimi mv., samt repræsentative for så vidt angår dækningsundtagelser i forsikringerne.
Spørgsmålene, der forelå til bedømmelse, var følgende:
Fortolkning af såkaldte ”disease clauses”, der dækker driftstab som følge af en hændelse i form af sygdomsudbrud inden for en bestemt afstand fra forsikringsstedet.
Fortolkning af ”prevention of access” klausuler, som dækker driftstab, hvis offentlige myndigheders beslutninger/indgreb forhindrer brugen af/adgangen til forsikringsstedet (forsikredes forretning).
Fortolkning af såkaldte ”hybrid-klausulser”, som indeholder elementer af både ”disease” og ”prevention of access” dækninger.
Spørgsmålet om kravet til bevis for årsagssammenhæng mellem det driftstab og et sygdomsudbrud.
Spørgsmålet om beregningen af driftstabet som følge af nedlukningen.
Spørgsmålet om, hvilket muligt driftstab, der måtte kunne henføres til perioden før forsikringsdækningen blev ”triggered” (dvs. påvirkning af virksomhedens omsætning, før virksomheden blev nedlukket med deraf følgende dækning under ”disease” eller ”prevention of access” klausuler”.
Højesteret fandt, at “disease” klausulen dækkede udbrud af sygdom indenfor en radius af typisk 25 miles fra forsikringsstedet, og fortolkede klausulen således, at der var dækning for driftstab som følge af COVID-19, som måtte anses som en sygdom omfattet af dækningen fra den 5. marts 2020, under forudsætning af, at der havde været mindst et smittetilfælde inden for den dækkede radius fra forsikringsstedet.
For så vidt angår “Prevention of access” og hybrid-klausulerne fandt Højesteret, at disse opstillede en række betingelser, før der var dækning. Højesteret fandt i den forbindelse, at klausuler, hvorefter der var krav om, at der skulle være indført restriktioner af en offentlig myndighed måtte fortolkes udvidende, således at en anbefaling fra en offentlig myndighed kunne anses som en restriktion, hvis der var umiddelbar risiko for, at anbefalingen ville blive afløst af restriktioner, og at overholdelse af anbefalingen er nødvendig, selvom der ikke var konsekvenser forbundet hermed. Højesteret tog ikke stilling til, om individuelle tiltag opfyldte disse krav, men angav at f.eks. klare og direkte anbefalinger fra regeringen sandsynligvis ville opfylde det opstillede krav til dækning.
Særligt for så vidt angår dækningen i Hiscox betingelser, hvorefter forsikringstager måtte være ude af stand til at bruge forsikringsstedet (”inability to use”) angav Højesteret, at dette måtte fortolkes som i det hele ude af stand til at bruge/udnytte forsikringsstedet/forretningsstedet og ikke bare delvist afskåret herfra. Denne betingelse kunne være opfyldt, hvis dele af forsikringstager var udelukket fra at bruge forsikringsstedet/forretningsstedet til en bestemt aktivitet.
For så vidt angår årsagssammenhæng, fandt Højesteret at forsikringstagerne alene skulle bevise, at der på tidspunktet for den britiske regerings forskellige tiltag/restriktioner var mindst et Covid-19 tilfælde i det relevante geografiske område for dækningen under klausulen, uanset at et enkelt tilfælde ikke i sig selv berettigede til eller var direkte årsag til nedlukningen.
For så vidt angår “Prevention of access” og hybrid-klausulerne fandt Højesteret, at eventuelle ikke-dækkede begivenheders indflydelse på driftstabet ikke i sig selv var nok til at afskære forsikringstagerne fra dækning.
I relation til principperne for beregning angav Højesteret, at dette måtte ske med udgangspunkt i det forudgående års resultat/regnskab med inddragelse af eventuelle forhold og omstændigheder, der i øvrigt kunne have påvirket virksomhedens resultat, hvis forsikringsbegivenheden (nedlukningen) ikke i var indtrådt. Højesteret fandt, at der ikke herved kunne inddrages det forhold, hvordan virksomhedens omsætning ville have været påvirket af Covid-19, hvis virksomheden ikke var blevet nedlukket mv.
Afslutningsvis angav Højesteret, at under hensyntagen i øvrigt til principperne for beregningen af driftstabet, jf. ovenfor, kunne der ikke inddrages påvirkning af driftstabet/omsætning som følge af Covid-19 forud for selve nedlukningen/forsikringsbegivenhedens indtræden.
Kommentar:
Dommen har været ventet med stor spænding i særligt den britiske forsikringsbranche, da dommens udfald vil medføre udbetalinger i milliard-klassen i driftstab.
Udover den naturligvis direkte påvirkning af forsikringsselskabernes økonomi, og deraf afledte effekter på blandt andet prissætningen i re-assurance markedet, er det vores vurdering, at dommens resultat må anses for at have begrænset betydning for det danske forsikringsmarked. Dette som følge af, at de omtvistede klausuler, der var til prøvelse i sagen ikke (eller kun i meget begrænset omfang) genfindes på det danske forsikringsmarked. Tilsvarende gælder i øvrigt i Tyskland, hvor der nu foreligger flere landsretsafgørelser, som afviser dækning af driftstab under ”almindelige” all-risk dækninger.
Supreme Courts dom (114 sider) kan ses her
Den britisk High Courts dom kan ses her
