Vestre Landsret afsagde den 1. april 2022 en usædvanlig dom vedrørende retsvirkningen af forsinket anmeldelse efter FAL § 21 henholdsvis utilstrækkelige oplysninger i forbindelse med anmeldelsen, jf. FAL § 22.
Forsikringstager (FT) anmeldte den 25. juli 2019, at han den 24. juli 2019 havde opdaget, at hans fiskekutter (på ca. 6 meter) var blevet stjålet i perioden fra den 20. juni til den 24. juli 2019. FT anmeldte imidlertid først den 2. september 2019 tyveriet til forsikringsselskabet.
Byretten fandt, at FT’s anmeldelse af tyveriet til forsikringsselskabet ikke var sket uden unødigt ophold, jf. forpligtelsen angivet i FAL § 21. Imidlertid angav byretten, at det var forsikringsselskabet der bar bevisbyrden for, at den forsinkede anmeldelse havde ført til en forøget erstatningspligt eller byrde for forsikringsselskabet, og at denne bevisbyrde ikke var løftet, idet selskabets forringede mulighed for at eftersøge båden ikke var godtgjort at have påført forsikringsselskabet et tab. Byretten nævnte ikke i præmisserne, at FT under sin forklaring oplyste, at han havde haft en mistanke til gerningsmanden.
Forsikringsselskabet ankede dommen til landsretten, hvor FT uddybede sin forklaring om sin mistanke af en gerningsmand, der hed A eller B, og angav at vedkommende ikke længere boede i området, men han havde haft kontroverser med vedkommende. Han havde hverken oplyst politiet eller forsikringsselskabet herom, da han ikke havde noget konkret bevis.
Landsretten frifandt forsikringsselskabet, idet landsretten indledningsvist angav, at man var enig med byretten i, at anmeldelsen ikke var foretaget uden unødigt ophold, jf. FAL §21, stk. 1.
Herefter angav landsretten, at når FT ikke havde oplyst om sin mistanke til den potentielle gerningsmand til hverken politiet eller forsikringsselskabet, var der tale om en overtrædelse af oplysningspligten efter FAL § 22. FT’s tilsidesættelse af sin pligt til at give alle og korrekte oplysninger til forsikringsselskabet indebar, at selskabets ”mulighed for at undgå tab er blevet betydelig forringet”.
Herefter anså landsretten det for ”sandsynliggjort i tilstrækkeligt omfang, at forsømmelserne har medført et retstab for forsikringsselskabet, jf. FAL § 21, stk. 2 og § 22, stk. 2”, hvorfor forsikringsselskabet blev frifundet.
Kommentarer
Sædvanligvis ses FAL § 22 alene anvendt som en sidebemærkning i præmisser i domme vedrørende bevis for en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, eller sager, hvor sager om tilbagesøgning af udbetalt erstatning, når forsikringsselskabet har ydet dækning på et åbenbart urigtigt grundlag om f.eks. tilstanden af en stjålet bil.
Så meget desto mere er landsrettens dom usædvanlig derved, at landsretten ved FT’s manglende oplysning om angivelse af mistanke til en konkret gerningsmand (uden at denne mistanke kunne specificeres) i sig selv anses for en overtrædelse af § 22. Eller rettere, at forsikringsselskabet ved overtrædelsen af § 22 har løftet sin bevisbyrde for, at den manglende oplysning har medført et tab for forsikringsselskabet i form af mulighederne for at undersøge det anmeldte tyveri (herunder i forhold til den konkrete mulige gerningsmand).
Dommen er for forsikringsselskabet ført af advokat Niels Vase.
Comments