top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

VLD af 12/10/23 Dækning under motoransvarsforsikring for klonet bil

Vestre Landsret har som 1. instans den 12. oktober 2023 afsagt en principiel dom, hvorefter en motoransvarsforsikring skulle yde dækning overfor tredjemand for en ansvarsskade forvoldt af et motorkøretøj, som efter skaden viste sig at være klonet.


Med dommen stadfæstede landsretten resultatet af Ankenævnets kendelse i sagen (AK 94.469), uanset, at der i løbet af retssagen var fremkommet en række nye oplysninger.


Sagens baggrund


Forsikringstager (FT) købte i september 2018 en minibus og anmodede via DMR om forsikring heraf hos Topdanmark. Forsikringen blev tegnet med kasko og ansvar for minibussen af mrk. Mercedes Vito (i overensstemmelse med DMR-oplysningerne baseret på bilens stelnummer).


I januar 2019 forvoldte FT en ansvarsskade under kørsel med køretøjet i Norge. I forbindelse med politiets undersøgelser, at køretøjet var klonet, og at der i virkeligheden var tale om en Mercedes Viano, som var stjålet i Danmark i 2011. Politiet udleverede som følge heraf køretøjet til det forsikringsselskab, der i Danmark havde erstattet skaden.


Topdanmark Forsikring afviste herefter overfor skadelidte at dække ansvarsskaden under motoransvarsforsikringen med henvisning til, at der ikke var identitet imellem motorkøretøjet, der havde forvoldt skaden, og det motorkøretøj (en Mercedes Vito), som Topdanmark havde tegnet forsikring for.


FT indbragte Topdanmarks afslag for Ankenævnet for Forsikring, der ved kendelse 94.469 af 10. juni 2020 ikke kunne kritisere, at Topdanmark havde afvist dækning under motorkaskoforsikringen, da det måtte lægges til grund, at der var tale om et klonet køretøj, hvor ejendomsretten reelt tilhørte det forsikringsselskab, der havde erstattet køretøjet, da det blev stjålet i 2011. Særligt for så vidt angår motoransvarsforsikringen bemærkede Ankenævnet, at selskabet ikke kunne stille som en objektiv betingelse for bilforsikringens eksistens, ”at data oplyst ved forsikringsaftalens indgåelse om bilens stelnummer, registreringsnummer, fabrikat, model, variant mv. i det hele er fuldt ud korrekte – med den konsekvens, at forkerte oplysninger automatisk fører til, at klageren ikke har nogen forsikring. Dette fremgår hverken af police eller forsikringsbetingelser. Nævnet bemærker i relation til stelnummer, at bilens stelnummer ikke er oplyst i policen.”


Nævnet bemærkede herefter, at hvis selskabet mente, at der var afgivet urigtige oplysninger om bilens identitet kunne selskabet gå frem efter FAL §4-6, hvilket ikke konkret var gjort gældende. Herefter anførte Ankenævnet, at klageren havde en lovlig interesse i at forsikre sig mod det ansvar han kunne pådrage sig ved at forvolde skader med bilen. Nævnet angav i den forbindelse, at ansvarsforsikringen var lovpligtig og udgjorde en central beskyttelse i forhold til ejeren / brugerens mulige erstatningsansvar ved færdselsuheld, hvorfor det krævede et særligt retsgrundlag at ophæve denne forsikringsdækning.


Derfor pålagde Ankenævnet Topdanmark at dække FT’s erstatningsansvar i forbindelse med ulykken i januar 2019, idet Ankenævnet angav, at selskabet ikke kunne gøre regres overfor FT, idet det ikke af selskabet var sandsynliggjort, at der forelå retsstridige forhold hos FT, eller at han havde kendskab til retsstridige forhold hos andre personer for så vidt angår bilens ejerskab og/eller identitet.


Selskabet anfægtede kendelsen i overensstemmelse med Ankenævnets vedtægter herunder bl.a. som følge af supplerende undersøgelser i relation til FT’s køb af bilen i september 2018. Således kunne det ved selskabets undersøgelser konkluderes, at FT havde haft en del annoncer på internettet med salg af reservedele til (særligt) Mercedes-biler, hvorfor selskabet mente, at han ikke kunne have været i god tro om, at bilen rettelig var en Mercedes Viano og ikke en Vito.


I tillæg hertil kunne selskabet ved undersøgelser konstatere, at sælgerne af bilen i henhold til en af FT fremlagt faktura ikke var en brugtvognsforhandler, men derimod som en navngiven privatperson, og at adressen angivet i fakturaen ikke eksisterede. I tillæg hertil kunne selskabet konstatere, at autoforhandleren, der hævdedes at have solgt bilen, var gået konkurs. Endvidere kunne selskabet konstatere, at der ikke var dokumentation for FT’s betalinger af købesummen på kr. 69.000 ved to påståede kontantbetalinger af kr. 34.500 hver.


Retssagens forløb


Efter Topdanmarks afvisning af dækning af skaden under motoransvarsforsikringen udredte Den Norske Trafikforsikringsforening (Norges svar på DFIM) erstatning til den norske skadelidte og opkrævede herefter beløbet fra DFIM. Derefter fremsatte DFIM krav mod FT, der imidlertid afviste betaling heraf, hvorfor DFIM i starten af 2021 anlagde sag mod FT, som herefter adciterede Topdanmark. Sagen blev i medfør af Retsplejelovens § 226 henvist til 1. instansbehandling ved Vestre Landsret.


Under sagen blev der indhentet to udtalelser fra Forsikring & Pensions Responsumudvalg. Ved den første udtalelse af 12. december 2022 angav Responsumudvalget at det ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med god forsikringsskik, når en motoransvarsforsikring afviste at udbetale erstatning til en skadelidt, når motoransvarsforsikringen blev bekendt med, at skaden var forvoldt af et klonet motorkøretøj. Responsumudvalget angav i den forbindelse, at ”Den sikrede interesse er en hæftelse på objektivt grundlag overfor skadelidte. Denne hæftelse påvirket ikke af, om køretøjet havde været klonet”.


Udtalelsen gav anledning til en række supplerende spørgsmål, og hovedforhandlingen i sagen blev herefter omberammet med henblik på indhentelse af en supplerende udtalelse fra Responsumudvalget.


I forbindelse hermed fremkom Responsumudvalget med en række svar, som var noget mere ”nuancerede”. Responsumudvalget angav i den forbindelse, at det ikke var i strid med god forsikringsskik at afvise at forsikre et motorkøretøj, hvis der på tidspunktet for indtegning af forsikring var klart, at dette køretøj var klonet. Det kunne heller ikke anses for stridende mod god forsikringsskik at ophæve forsikringen ”enten fra indtegningstidspunktet eller et eventuelt senere tidspunkt”, hvis forsikringsselskabet i forsikringstiden blev bekendt med, at et køretøj var klonet.


Hovedforhandlingen ved Vestre Landsret


Under sagens hovedforhandling opstod der et spørgsmål i hovedsagen anlagt af DFIM mod FT, idet landsretten påpegede, at der ikke forelå nærmere oplysninger om grundlaget for den norske trafikforsikrings forenings udbetaling, og dermed hjemlen for det regreskrav, som DFIM var indtrådt i mod FT på grundlag af DFIM’s betaling til trafikforsikringsforeningen. Landsretten påpegede i den forbindelse, at selvom der ikke af FT var stillet spørgsmålstegn ved DFIM’s subrogationsret, så kunne der bestå et spørgsmål, om Trafikforsikringsforeningen overhovedet skulle have udbetalt til skadelidte i Norge i stedet for at have henvist skadelidte til at rette sit krav mod Topdanmark Forsikring som motoransvarsforsikrer.


Dette forhold havde ikke været genstand for uenighed mellem hverken DFIM og FT eller adcitationssagen mod Topdanmark (DFIM's regresret var ubestridt), ligesom spørgsmålet heller ikke havde været drøftet under sagens forberedelse, der havde omfattet flere telefonretsmøder.


Landsretten tilkendegav ikke en endelig stillingtagen til spørgsmålet, idet FT efter ca. 1½ times processuelle drøftelser, valgte FT at tage bekræftende til genmæle overfor DFIM’s krav, således at landsretten alene skulle tage stilling til FT’s krav om dækning under motoransvarsforsikringen hos Topdanmark.


Under hovedforhandlingen forklarede FT bl.a., at han i forbindelse med købet af bilen (fra en autoforhandlinger) havde fundet bilens stelnummer og havde kontrolleret dette for eventuel pant i bilbogen. Han havde ikke undret sig over, at der stod Viano på bagklappen, idet bilmodellerne var næsten identiske, og idet bagklappen kunne være blevet udskiftet i forbindelse med en tidligere reparation af bilen, hvor man kunne have brugt en Viano-bagklap i stedet for en Vito-bagklap.


Han havde heller ikke undret sig over, at fakturaen for købet af bilen var udstedt af en privatperson (eller at privatpersonens adresse var angivet i fakturaen), idet han troede, at privatpersonen var en sælger fra autoforhandleren. Han angav endvidere, at bilen var blevet leveret med autotransporter uden nærmere beregning af sælgeren på hans hjemadresse, uden at der tidligere var fremkommet oplysninger herom under sagen .


Vestre Landsrets dom


Som angivet indledningsvis gav landsretten FT medhold i, at Topdanmark skulle dække ansvarsskaden under den tegnede motoransvarsforsikring. Landsrettens præmisser falder i flere dele.


Indledningsvis angav landsretten, at der efter en samlet vurderet ikke var risiko for forveksling mellem FT’s køretøj og andre biler. Det forhold, at ”enkelte oplysninger i policen og model mv. ikke er fuldt ud korrekte” kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten angav i den forbindelse, at der ved vurderingen af spørgsmålet om identitet imellem det konkrete køretøj, og det køretøj, der var nævnt i policen måtte foretages en ”konkret vurdering af sagens omstændigheder, om det med den fornødne sikkerhed kan identificere, hvilket fysisk køretøj, der er omfattet af en forsikring”.


Landsretten fandt – med andre ord – ikke, at det forhold, at bilen var klonet i sig selv kunne føre til, at der ikke var identitet i forhold til motoransvarsforsikringen.


I forhold til spørgsmålet om ophævelse af forsikringen og lovlig interesse refererede landsretten til F&P’s Responsumudvalgs svar, hvorefter hæftelsen under en motoransvarsforsikring ikke påvirkes af om et køretøj har været klonet, og at den forsikringsmæssige interesse ikke kunne anses for at være ulovlig. Med henvisning til baggrunden for den lovpligtige motoransvarsforsikring (på linje med Ankenævnet for Forsikrings kendelse) kunne Topdanmark herefter ikke ophæve motoransvarsforsikringen med tilbagevirkende kraft.


Særligt i forhold til spørgsmålet om ulovlig interesse efter FAL §35 angav landsretten, at den forsikrede interesse var at undgå at pådrage sig et erstatningsansvar for skadesforvoldelse, hvilket måtte anses for at være en lovlig interesse i FAL §35’s forstand. Endvidere fandt landsretten ikke, at aftalen var ugyldig i medfør af Danske Lov 5-1-2.


Herefter foretog landsretten en konkret vurdering af spørgsmålet om FT’s gode eller onde tro. Landsretten angav i den forbindelse, at FT’s oplysninger i forbindelse med tegningen af forsikringen stemte med oplysningerne fra slutsedlen. På dette grundlag efter FT’s forklaring om forløbet med købet af bilen lagde landsretten til grund, at FT havde været i god tro på tidspunktet for køb af bilen og dermed ikke havde udvist uagtsomhed.


Det bemærkes herved, at den konkret god tro vurdering skal ses i lyset af landsrettens mere generelle bemærkninger om, at der som udgangspunkt ikke kan afvises dækning for skader forvoldt af et klonet køretøj. Dette må – henset til landsrettens bemærkninger herom – antages at afhænge af spørgsmålet om FT’s gode tro på tidspunktet for indregistrering af bilen/tegningen af forsikringen jf. herved tillige FAL §4-10.


Sammenfattende blev Topdanmark herefter dømt til at betale ansvarsskaden i overensstemmelse med den nedlagte påstand, men frifundet for at friholde FT for de sagsomkostninger, som FT var pålagt at betale til DFIM. Dette blandt andet også under hensyntagen til, at FT først tog bekræftende til genmæle under hovedforhandlingen for landsretten.


Kommentarer


Som det fremgår, lægger landsretten sig i vidt omfang op af præmisserne for Ankenævnets kendelse. Dette indebærer tillige, at det altovervejende udgangspunkt må være, at et motoransvarsforsikringsselskab er forpligtet til at udbetale erstatning til tredjemand (hæfter for) i anledning af en ansvarsskade, selvom ansvarsskaden er forvoldt af et klonet køretøj. Dette er endvidere – overordnet - på linje med F&P’s Responsumudvalgs besvarelser.


Imidlertid må det også efter såvel Ankenævnets kendelse som landsrettens præmisser ligge fast, at spørgsmålet om forsikringstagers gode tro på tidspunktet for tegning af ansvarsforsikringen kan og skal tillægges betydning. Således må det antages, at motoransvarsforsikringen vil kunne ophæves med tilbagevirkende kraft til tegningstidspunktet, hvis det måtte vise sig, at FT var i ond tro på tidspunktet for tegningen af motoransvarsforsikringen. Dette vil – i det omfang det lægges til grund, at motoransvarsforsikringens hæftelse overfor skadelidte består – kunne indebære et (fuldt) regreskrav mod FT for den erstatning, som forsikringsselskabet har afholdt under motoransvarsforsikringen.


Dette vil naturligvis afhænge af en konkret bevisvurdering. Ved dommen fandt landsretten det ikke bevist, at FT var i ond tro på tidspunktet for indregistreringen af bilen hos Topdanmark. Dette uanset, at der – efter selskabets opfattelse – også efter FT’s forklaring for landsretten bestod en række uafklarede spørgsmål i forbindelse med FT’s køb af bilen fra en i realiteten ukendt privatperson.


Det må formodes, at forsikringsselskaber fremadrettet i videre omfang vil søge at sikre sig, at der er identitet imellem det forsikrede køretøj og det reelle køretøj ved f.eks. at angive bilens stelnummer i policen og/eller at angive konkrete forudsætninger for dækning under motoransvarsforsikringen (eller for den sags skyld kaskoforsikringen) for at imødegå dækning af skader forvoldt af eller på klonede køretøjer.


Sagen er for Topdanmark Forsikring ført af advokat Jesper Ravn.





Comments


bottom of page