Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

VLD af 4/7/2022 – Renter af DP-regreskrav 1 måned efter fremsendelse af afgørelse om patientskade

Vi har tidligere omtalt byrettens dom på vores hjemmeside den 18. november 2021 - læs omtalen her.


Sagens omstændigheder


Sagen vedrørte spørgsmålet, om en kommune havde ret til renter af et regreskrav fremsat overfor et forsikringsselskab for udbetalte sygedagpenge til en skadelidt efter et færdselsuheld i marts 2017.


Forsikringsselskabet havde som ansvarsforsikrer for det skadevoldende køretøj løbende håndteret skadebehandlingen i anledning af skadelidtes erstatningskrav. Der havde dog i en periode været forskellige skadebehandlere på hhv. sagen med skadelidte og regressagen.


Den 13. november 2017 rejste kommunen krav om sygedagpengeregres for udbetalte sygedagpenge for perioden den 19. april - 22. oktober 2017. Den 20. januar 2020 fremsatte kommunen yderligere krav om betaling af regres for en periode frem til 26. januar 2019. Forsikringsselskabet bad kommunen om at dokumentere kravet, hvorefter kommunens advokat ved brev af 25. marts 2020 fremsendte en redegørelse sammen med kommunale sagsakter. Selskabet betalte herefter det samlede regreskrav.


Der opstod herefter tvist mellem parterne om, hvorvidt kommunens krav skulle forrentes tilbage fra én måned efter kommunens fremsættelse af kravene i henholdsvis 2017 og 2020.


Byrettens dom


Kommunen gjorde gældende, at kravene skulle forrentes tilbage i tid, eftersom forsikringsselskabet allerede havde fået fremsendt akter løbende fra skadelidtes advokat (der var fra samme advokatkontor som kommunens advokat) og dermed, at kravet i henhold til EAL §16 skulle forrentes fra dette tidspunkt, da forsikringsselskabet allerede var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger.


Forsikringsselskabet gjorde gældende, at det ikke var muligt at vurdere om kommunens krav var berettiget, herunder både i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng og tabsbegrænsningsforpligtelse, før forsikringsselskabet modtog kommunens advokats brev af 25. marts 2020.


Det blev tillige gjort gældende, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at selskabet var i besiddelse af alle relevante oplysninger på de tidspunkter, hvor kravene krævedes forrentet fra. Uanset om forsikringsselskabet havde modtaget drypvise akter fra skadelidte hen over årene, var det ikke dermed givet, at forsikringsselskabet havde modtaget alle akter i den kommunale sag, ligesom det ville være tidskrævende og byrdefuldt, såfremt forsikringsselskabet skulle ”krydstjekke” mellem to sager og på tværs af sagsbehandlere, om der i de omfattende akter i sagen med skadelidte forelå tilstrækkelige oplysninger til, at kommunen kunne løfte bevisbyrden for årsagssammenhæng og overholdelse af tabsbegrænsningsforpligtelsen.


Det forekommer således, at der er overlap og/eller manglende oplysninger i de akter, som fremsendes af skadelidtes advokat, og kommunen kunne meget nemt og hurtigt have ”trykket på knappen” og sendt akterne til forsikringsselskabet på et tidligere tidspunkt, hvorefter forsikringsselskabet kunne have vurderet de fremsatte regreskrav og foretaget udbetaling.


Byretten var enig med forsikringsselskabet og udtalte bl.a. følgende:


”Efter de sædvanlige bevisbyrderegler påhviler det kommune [A] at føre bevis for, at der består et regreskrav mod forsikringsselskabet.

Det lægges til grund, at skadelidte i sagen var repræsenteret af advokat, og at denne flere gange under sagen fremsendte journaloplysninger. Journaloplysningerne sendes til forsikringsselskabets skadesnummer og i flere af fremsendelsesbrevene henviser den pågældende advokat til personskadesagen.


Som sagen er forelagt for retten, er det dermed ikke en rimelig forudsætning for forsikringsselskabet at skulle vide, at disse oplysninger ligeledes skulle indgå i regressagen. Da forsikringsselskabet både ved brev af 20. juni 2018 og 2. marts 2020 har henvist til, at man manglede oplysninger for at vurdere regreskravets berettigelse, kan det ikke lægges til grund, at hverken forfaldsdato eller tidspunktet, hvor forsikringsselskabet var i stand til at hende de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse var til stede allerede ved kommunens fremsendelse af regreskrav den 13. november 2017.


Da det påhviler kommune A at oplyse og dokumentere sit krav, og det derfor er uden betydning, at forsikringsselskaber har været i besiddelse af oplysningerne i forbindelse med behandlingen af en personskadesag, kan det derfor lægges til grund, at kravet først er endelig opgjort overfor forsikringsselskabet ved kommune As brev af 25. marts 2020. ”


Landsrettens dom


Dommen blev af kommunen anket til Vestre Landsret, og under landsretssagen fik kommunen tilladelse til at fremsætte et nyt anbringende om, at GDPR-reglerne og databeskyttelseslovens principper om dataminimering indebærer, at kommunen ikke bør fremsende personoplysninger, hvis forsikringsselskabet allerede er i besiddelse heraf.


Landsretten tog ikke stilling til GDPR-spørgsmålet i præmisserne, men ændrede byrettens dom, således at kommunen fik delvis medhold med følgende begrundelse:


  • Spørgsmålet om kravets forrentning skulle afgøres efter EAL § 16,

  • forsikringsselskabet kunne og burde ikke have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere regreskravet fremsat i 2017 før tidspunktet for modtagelse af Patienterstatningens afgørelse (ca. 2½ år efter trafikulykken), og

  • fristen for det resterende regreskrav løb fra den 20. januar 2020, hvor det yderligere krav blev fremsat.


Bemærkninger


Sagen indeholder en række problemstillinger, herunder i særdeleshed spørgsmålet om den rette hjemmel for forrentning af kommunens krav er RL § 3 eller EAL § 16, hvilket ikke er afklaret i retspraksis, jf. bl.a. U2006.2721V, U2016.1787Ø og U2018.348V (i sidstnævnte dom var parterne dog principalt enige om, at EAL § 16 fandt anvendelse).


Hvis det lægges til grund, at kommunen, der afleder sin ret af skadelidte, kan støtte ret på EAL § 16, er spørgsmålet, om det så var hensigten med bestemmelsen, at kommunen skal kunne ”læne sig tilbage”, og lade forsikringsselskabet om at oplyse sagen, idet der samtidig så vil indtræde en forrentningspligt over for kommunen, selvom kommunen ikke har dokumenteret sit krav. Dette synes – i modsætning til byretten – at være Vestre Landsrets holdning.


Det er umiddelbart (fortsat) vores vurdering, at dette ikke kan være tilfældet, og det fremgår da også af retspraksis, at det i overensstemmelse med sædvanlige bevisbyrderegler påhviler kravstiller at føre bevis for sit krav og i den forbindelse selvstændigt at redegøre for og dokumentere sit krav på behørig vis. Dette gælder ikke mindst i en sag, hvor kravstiller er en kommune, der agerer som professionel part, jf. bl.a. FED2007.76V og FED2006.134V.


Dommen U2016.1787H illustrerer da også, at selvom kommunens krav er afledt af skadelidtes krav, så er der tale om et selvstændigt krav, der ”lever sit eget liv”.


Forsikringsselskabet vil indgive ansøgning til Procesbevillingsnævnet med henblik på indbringelse af sagen for Højesteret.


Sagen er for forsikringsselskabet for både byret og landsret ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup, hvortil eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes.


Læs Vestre Landsrets dom her

Læs byrettens dom her