Østre Landsret har den 30. maj 2022 frifundet en arbejdsgiver i anledning af en faldskade på en byggeplads.
Arbejdsgiveren var et entreprenørfirma, der havde ansat en erfaren tømrer, som havde været på byggepladsen gennem seks måneder før han faldt.
På byggepladsen var belægningen delvist gravet op og erstattet med henholdsvis store og små afdækningsplader, som man kunne færdes på.
Skadelidte oplyste, at han faldt på vej hen mod en kælderskakt, men han nåede dog at tage fat i et trappegelænder, hvorved han undgik at falde ned i skakten, men i stedet pådrog han sig en skulderskade.
Sagen blev anmeldt som en arbejdsskade ca. to uger efter skaden, i hvilken forbindelse det i anmeldelsen blev anført, at skadelidte snublede over en af de små afdækningsplader, og AES anerkendte på denne baggrund hændelsen som en arbejdsskade og fastsatte en méngrad.
Otte måneder efter arbejdsskaden rejste skadelidtes fagforbund krav om erstatning mod arbejdsgiver i anledning af skaden, idet det blev angivet, at årsagen til skadelidtes fald var, at en mindre afdækningsplade, der i øvrigt ikke var skruet fast, havde forrykket sig/gled, hvorved skadelidte mistede fodfæstet, og den manglende fastgørelse af pladen udgjorde et faremoment.
Arbejdsgivers forsikringsselskab afviste ansvaret bl.a. med henvisning til, at indretning af arbejdspladsen ikke var usædvanlig eller farlig, og skadelidte udtog herefter stævning.
I byretten anførte vi på vegne af arbejdsgiver, dels at årsagen til faldet ikke var dokumenteret i tilstrækkelig grad, hvilket måtte være forudsætningen for, at retten overhovedet kunne bedømme et eventuelt ansvarspådragende forhold, dels at udlægningen af pladerne på pladsen ikke udgjorde et faremoment.
Skadelidte forklarede i byretten, at han gled på en glat afdækningsplade og mistede fodfæstet, hvilket dog var i modstrid med indholdet i anmeldelsen til AES.
Byretten lagde – stik imod skadelidtes forklaring – til grund, at skadelidte var faldet som anført i anmeldelsen af arbejdsskaden, og da byretten fandt, at højdeforskellen mellem pladerne, der lå tæt på kældertrappen, udgjorde et faremoment, pålagde byretten arbejdsgiveren at udrede erstatning.
Sagen blev af arbejdsgiver anket til Østre Landsret, hvor skadelidte supplerende forklarede, at han ikke præcist kunne huske, om han snublede over afdækningspladen, om hans fod gled fordi det var glat, eller om pladen skred, men han gjorde gældende, at det måtte være uden betydning, da faldskaden var dokumenteret, og at faldet – uanset hvilken årsag, der måtte blive lagt til grund – skete på grund af en ansvarspådragende indretning af arbejdspladsen, enten som følge af manglende fastgørelse eller højdeforskellen.
Landsretten omgjorde byrettens dom og frifandt arbejdsgiver med henvisning til, at årsagen til faldet var uafklaret, og sammenholdt med, at der ikke var grundlag for at fastslå, at anvendelsen og udlægningen af plader i gårdområdet var uforsvarlig, blev arbejdsgiver frifundet.
Kommentar
Landsrettens dom bekræfter retspraksis på området; at det er en forudsætning for ansvar, at årsagen til et fald – eller en skade generelt – er dokumenteret i tilstrækkeligt omfang, og bevisbyrden herfor påhviler kravstiller.
Selv hvis årsagen er dokumenteret, skal kravstiller fortsat påvise, at der er handlet ansvarspådragende, hvilket bevis heller ikke var løftet i sagen i forhold til selve udlægningen af pladerne på pladsen.
Eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Marcus Wils Lorenzen, der hovedforhandlede sagen i landsretten. Sagen blev for byretten ført af advokatfuldmægtig Malene Matthiesen, der tillige forberedte sagen for landsretten.
