Søg
  • ARK Advokatpartnerselskab

Østre Landsrets dom af 10/8/20 - Erstatningsnævnets 20-årige praksis tilsidesat som uhjemlet

Skadelidte A var i marts 2013 udsat for et voldeligt overfald. Han blev pr. juni 2013 opsagt fra sin stilling som specialarbejder på grund af for sent fremmøde og sygefravær.


Ultimo juni 2013 blev gerningsmanden for overfaldet idømt 4 måneders fængsel og pålagt at betale godtgørelse for svie og smerte frem til domsafsigelsestidspunktet. Under straffesagen oplyste A, at han fortsat var sygemeldt, men at han håbede på at komme i gang igen.


I juni 2014 ansøgte advokat B Erstatningsnævnet om udbetaling af den tilkendte godtgørelse for svie og smerte, ligesom det overfor Erstatningsnævnet blev taget forbehold for at kræve yderligere godtgørelse.


3F ansøgte herefter i februar 2015 Erstatningsnævnet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt erhvervsevnetab. Ved afgørelser fra januar og februar 2016 tilkendtes A godtgørelse for varigt mén og svie og smerte, men Erstatningsnævnet afslog erstatning for medicinudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at det efter Offererstatningslovens §10, stk. 1


”er en betingelse for at få erstatning, at skadelidte nedlægger påstand om erstatning eller tager forbehold herfor under sagens behandling i retten. Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at de under straffesagens behandling i både by- og landsretten var repræsenteret af en bistandsadvokat”.


Erstatningsnævnet gjorde samtidig opmærksom på, at der kunne være tale om et muligt professionsansvar for A’s beskikkede bistandsadvokat, B.


A anlagde herefter sag mod advokat B med påstand om, at B var erstatningsansvarlig for ikke at have taget forbehold om fremsættelse af et erstatningskrav under straffesagen. B adciterede Erstatningsnævnet med påstand om, at Erstatningsnævnet tilpligtes at anerkende, at Nævnets afgørelser var ukorrekte, og at genoptage spørgsmålet om udmålingen af erstatningen for medicinudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Parterne var under sagen enige om, at disse poster først kunne opgøres efter straffesagens endelige afslutning.


Ved Retten i Helsingørs dom, blev B fundet erstatningsansvarlig overfor A, og Erstatningsnævnet blev frifundet. Ved landsrettens dom blev Erstatningsnævnet imidlertid pålagt at genoptage sagen og foretage realitetsprøvelse af A’s krav.


Landsretten anførte, at Erstatningsnævnet havde henholdt sig til, at det fulgte af langvarig administrativ praksis, at der ikke kunne ydes erstatning for erstatningsposter, medmindre skadelidte havde taget forbehold herfor under straffesagen mod gerningsmanden, jf. Offererstatningslovens §10, stk. 1, 2. led. Landsretten anførte imidlertid følgende:


”Det fremgår hverken af ordlyden eller forarbejderne til Offererstatningslovens §10, stk. 1, at det er en betingelse for erstatning for krav, som ikke kan opgøres på tidspunktet for straffesagen mod skadevolderen, at skadelidte under straffesagen tager forbehold for sådan et krav. Et forbehold indebærer ingen domstolsprøvelse af kravet og tjener således ikke det angivne formål med betingelsen i §10, stk. 1, 2. led”.


Særligt i forhold til den af Erstatningsnævnet påberåbte langvarige administrative praksis anførte landsretten følgende:


”Nævnet har imidlertid intet oplyst om formålet med denne praksis, som lovgiver ikke kan anses for at have tiltrådt, hverken ved at det i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes retsstilling i voldtægts- og voldssager om helbredsudgifter, der ikke kan dokumenteres fuldt ud under sagen, er anført, at erstatningen kan fastsættes skønsmæssigt, eller at der ”kan tages forhold om yderligere krav”, eller ved ændringen af Offererstatningsloven i 2011, hvis forarbejder ikke omtaler den nævnte praksis”.


Herefter refererede landsretten til Højesterets dom af 9. december 2019 (U2020.819H) hvor Højesteret udtalte, at dansk rets almindelige erstatningsregler fandt anvendelse og at skadelidte ”overfor Staten skal stilles på samme måde, som skadelidte vil være stillet overfor skadevolderen”.


Idet A ikke kunne opgøre sine krav på tidspunktet for afslutningen af straffesagen mod skadevolderne, ville A således ikke have været afskåret fra under en efterfølgende civil sag at rejse et sådan krav. Herefter fandt landsretten ikke, at der var hjemmel til den af Erstatningsnævnet angivne praksis, hvorfor Erstatningsnævnets afgørelse blev ophævet og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Erstatningsnævnet.


Som følge af ophævelsen og hjemvisningen af Erstatningsnævnets afgørelse blev advokat B samtidig frifundet for det af A rejste erstatningskrav.


Kommentarer


Landsrettens skarpe præmisser, hvorved man tilsidesætter en 20-årig praksis fra Erstatningsnævnet som uhjemlet, er ganske opsigtsvækkende. Som påpeget af advokat Kristian Svith, der har ført sagen for advokat B, er det imidlertid samtidigt bekymrende, at dommen lægger sig i slipstrømmen på en række andre afgørelser de senere år, hvor Erstatningsnævnets praksis er blevet tilsidesat.


Sagen er for advokat B og dennes ansvarsforsikrer ført af advokat Kristian Svith.


Læs dommen her



© 2020 ARK Advokatpartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes.