top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Norges Høyesteretts kendelse af 22. april 2024 - Opsigelse af forsikring var berettiget efter hvidvaskloven

 

Norges Høyesterett afsagde mandag den 22. april 2024 en interessant kendelse om fortolkningen af den norske hvidvasklov og et skadesforsikringsselskabs forpligtelser i forbindelse hermed.

 

Sagens baggrund

 

Sagen vedrørte to aktieselskaber, der drev produktion af fisk og yngel til opdræt, som havde tegnet et større forsikringsprogram hos If Skadesforsikring.

 

Det ene aktieselskab, Villa Smolt A/S, var helejet af virksomheden Øyralaks A/S, som fra 2017 til 2022 var helejet af et russisk selskab, som var den største producent af laks og havørred i Rusland. Det andet selskab, Setran Settifisk A/S, blev etableret i 2021 og var frem til 2022 tillige ejet af det russiske selskab.

 

I december 2022 blev aktierne i selskaberne overdraget til det norske holdingselskab AGQUA A/S, som var ejet af en norsk statsborger, som havde været bestyrelsesmedlem i det russiske selskab fra 2011 til 2022 og havde været direktør i de to norske datterselskaber fra 2017 til 2021. 

 

I maj 2023 varslede If overfor selskaberne, at man ville bringe det tegnede forsikringsprogram til ophør med virkning fra 1. september 2023 med henvisning til, at selskaberne ikke havde afgivet tilstrækkelig dokumentation, som der kunne fæstes lid til, for at aktierne i selskaberne reelt var overdraget fra det russiske selskab. If angav, at det reelle ejerskab måtte anses for uafklaret. Efter If’s opfattelse udløste dette en forpligtelse til at afvikle forsikringsprogrammet efter den norske hvidvasklov § 24, 4. led, der har følgende ordlyd:

 

(4) Dersom kundetiltak som ledd i løpende oppfølging ikke kan gjennomføres, skal rapporteringspliktige avvikle kundeforholdet. Rapporteringspliktige skal vurdere om det er grunnlag for nærmere undersøkelser og rapportering i samsvar med §§ 25 og 26. Departementet kan i forskrift gi nærmere regler om fremgangsmåten ved avvikling av kundeforhold.

 

Selskaberne indbragte den varslede afvikling for Oslo Tingsret med begæring om et midlertidigt forbud mod at bringe forsikringerne til ophør. Tingsretten gav If medhold i, at selskabet havde ”afviklingspligt” efter hvidvasklovens § 24. Borgarting lagmannsrett nåede ved kendelse af 15. december 2023 til det modsatte resultat og forbød If at afvikle forsikringerne for selskaberne, indtil der var truffet en realitetsafgørelse vedrørende If’s beslutning om afvikling.

 

Høyesteretts dom

 

If indbragte sagen for Norges Høyesterett, der indledningsvis udtalte, at Høyesterett kunne prøve lagmannsrettens generelle lovfortolkning men ikke bevisbedømmelsen og den konkrete retsanvendelse.

 

Høyesterett angav herefter, at man ved bedømmelsen af afviklingspligten efter den norske hvidvasklovs § 24 måtte tage udgangspunkt i, hvilke oplysninger om kunden, som forsikringsselskabet skulle indhente, samt hvor grundige undersøgelser selskabet skulle foretage for at opfyldte den offentlig retlige pligt til afvikling af kundeforholdet.

 

Høyesterett foretog herefter en analyse af begrebet ”kundetiltag” i forhold til hvidvaskdirektivets definition af ”customer due diligence measures”, som måtte anses for en af de grundlæggende forudsætninger for at kunne iværksætte risikobaserede tiltag for at afdække eller hindre hvidvask og terrorfinansering.

 

Høyesterett satte herefter forpligtelserne og § 24 i kontekst til den norske hvidvasklovs øvrige bestemmelser, herunder forpligtelserne til, hvordan foretagelsen af ”customer due diligence measures” skulle foretages, og hvilke oplysninger der skal indhentes fra kunden, herunder om, hvem der var ”reel rettighedshaver” i virksomheden, jf. herved særligt hvidvasklovens § 13.

 

Høyesterett tilsidesatte herefter den norske lagmannsretts forståelse af bestemmelsen, idet det måtte anses for en nødvendig del af forsikringsselskabets vurdering, om man havde afviklingspligt efter § 24, at tage stilling til hvilke undersøgelser, som forsikringsselskabet havde pligt til at foretage efter hvidvaskloven i øvrigt.

 

Under hensyntagen til, at forsikringsselskabet havde foretaget indhentelse af de relevante oplysninger om ejerforholdene i virksomhederne, og klart havde tilkendegivet, at man ikke fæstede lid til disse oplysninger i forhold til kravet i den norske hvidvaskningslovs § 13 om, at reelle rettighedshavere entydigt skulle kunne identificeres, ophævedes lagmannsrettens kendelse (det foreløbige forbud mod afvikling af kundeforholdet).

 

Én dommer dissentierede med angivelse af, at efter dommerens opfattelse var der ikke tale om urigtig fortolkning af vilkårene for afviklingspligten i § 24.

 

Kommentarer

 

I modsætning til i Norge, er skadesforsikringsselskaber ikke (generelt) omfattet af hvidvaskningslovens § 1. Det ændrer ikke på, at kendelsen er interessant i forhold til fortolkningen af kravene til ”kend din kunde” (KYC) princippet, der er identisk i dansk ret. Tilsvarende gælder der i dansk ret en identisk forpligtelse til afvikling af et forretningsforhold, hvis kravene i hvidvaskloven til bl.a. identifikation af reelle ejere ikke kan gennemføres, jf. hvidvasklovens § 14, stk. 5.

 

Spørgsmål til afgørelsen kan stilles til advokat Jesper Ravn.

 



コメント


bottom of page