Landsretten har ved dom af 4. marts 2020 – så vidt vides – for første gang taget stilling til anvendelsen af den bevisbyrderegel, der blev opstillet ved Højesterets dom af 13. december 2018 (U2019.930H) i forbindelse med en sag om ansvarsfordeling ved færdselsuheld.
I U2019.930H udtalte Højesteret, at hvor en part (et køretøj) havde begået kørselsfejl i forbindelse med et sammenstød, så måtte bevisbyrden for, at andre parter tillige havde begået kørselsfejl ved sammenstødet, påhvile førstnævnte part, før der kan ske en ansvarsfordeling af skylden for sammenstødet.
Sagens baggrund
Sagen udsprang af et alvorligt færdselsuheld den 23. november 2015 kl. 6.30 om morgenen på Nordjyske Motorvej.
En hos Tryg forsikret lastbil (part 1), der kørte i indersporet med ca. 80 km/t, overså en forankørende varebil (part 2), der ligeledes kørte (langsomt) i motorvejens inderspor. Lastbilen forsøgte at undvige varebilen ved at trække over i overhalingsbanen, men ramte varebilen bagpå, så den endte i grøften.
Samtidig hermed kom en anden varebil forsikret hos AIG (part 3) kørende i overhalingsbanen med en fart på ca. 130 km/t. Chaufføren påkørte lastbilens bagende med høj fart og fuldt overlap, hvorefter varebilen (part 3) standsede uden motorkraft i overhalingssporet.
Chaufføren i varebilen tændte havariblinket og bragte sin kollega ud og i sikkerhed på motorvejens nødspor. Han forsøgte at sikre, at de andre parter (part 1 og part 2) var OK, da han opdagede, at varebilen stod uden havariblink bagpå, sandsynligvis som følge af, at en elektrisk forbindelse til bilens baglygter var blevet ødelagt ved sammenstødet med lastbilen. Adskillige biler passerede under det korte tidsforløb ulykkesstedet i indersporet, men kort efter det første sammenstød (sandsynligvis 2-3 minutter) kørte en varebil forsikret hos Topdanmark (part 4) med høj fart direkte ind i den mørklagte varebil (part 3). Umiddelbart herefter ramtes en Skoda personbil (part 5) af en af de to varebiler og havarerede i grøften.
Fører og passager i varebilen forsikret hos Topdanmark (part 4) kom alvorligt til skade ved uheldet, og AIG anerkendte som ansvarsforsikrer for part 3 erstatningspligten på objektivt grundlag overfor Topdanmark (part 4), og udbetalte erstatning i anledning heraf. AIG gjorde herefter regres mod lastbilens motoransvarsforsikrer, Tryg, der imidlertid alene ville anerkende erstatningspligten for frontskaden på AIG’s varebil.
Byrettens dom
AIG anlagde sag og gjorde gældende, at der var direkte årsagssammenhæng mellem lastbilens undvigemanøvre og det efterfølgende sammenstød mellem part 4 (Topdanmarks varebil) og part 3 (AIG’s varebil), som AIG havde anerkendt erstatningspligten for. Tryg gjorde herover for gældende, at der var tale om to separate færdselsuheld som følge af tidsrummet mellem kollisionerne, samt at chaufføren i AIG’s varebil havde handlet ansvarspådragende ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have sikret varebilen efter ulykken og at have advaret andre billister, f.eks. ved opstilling af advarselstrekant.
Byretten fandt det godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem lastbilens undvigemanøvre og skaden på AIG’s varebil, som Tryg havde anerkendt ansvaret for, og de efterfølgende sammenstød.
Byretten angav imidlertid, at som påstanden var formuleret (en anerkendelsespåstand, hvorefter Tryg skulle anerkende erstatningspligten i anledning af sammenstødet mellem AIG’s varebil og Topdanmarks varebil) måtte Tryg frifindes, idet påstanden medførte, at Tryg blev afskåret fra at fremkomme med eventuelle indsigelser i forhold til årsagssammenhæng, egen skyld mv., ligesom byretten lagde vægt på, at Topdanmark ikke var blevet inddraget under sagen.
Landsrettens dom
AIG ankede dommen bl.a. med henvisning til, at anerkendelsespåstanden var på linje med den påstand, som Højesteret pådømte i sagen U2019.930H, samt at byrettens henvisning til inddragelse af Topdanmark Forsikring ikke gav mening, når AIG i det hele havde anerkendt erstatningspligten overfor Topdanmark.
For landsretten gjorde Tryg – efter forklaringen fra lastbilchaufføren for byretten – gældende, at lastbilen slet ikke var ansvarlig for AIG’s varebils påkørsel af lastbilen, idet chaufføren i AIG’s varebil kunne og burde have set lastbilen i tide og have undgået påkørslen.
Landsretten dømte Tryg i overensstemmelse med den (også for byretten) af AIG nedlagte påstand.
Landsretten angav, at det efter forklaringerne måtte lægges til grund, at det første sammenstød mellem lastbilen og part 2 skyldtes lastbilens manglende opmærksomhed, at lastbilens undvigemanøvre var den direkte årsag til, at AIG’s varebil (part 3) påkørte lastbilens bagende, og at part 3 ikke havde mulighed for at undgå denne påkørsel. Endvidere lagde landsretten vægt på, at part 4’s påkørsel af part 3 skete kort tid efter det første sammenstød, og at der ikke var noget at bebrejde chaufføren af part 3 (AIG’s varebil) i forhold til sikring af ulykkesstedet.
Landsretten bemærkede herefter, at efter præmisserne i U2019.930H måtte det påhvile Tryg at godtgøre, at der skulle ske en fordeling af erstatningspligten, idet Tryg skulle løfte bevisbyrden for, at der af part 3 eller part 4 var begået kørselsfejl i forbindelse med ulykken. Dette bevis fandtes ikke løftet, hvorefter AIG’s påstand om fuld regres for skaderne ved det efterfølgende sammenstød mellem part 3 og part 4 blev taget til følge.
Kommentarer
Byrettens frifindelse af Tryg med henvisning til påstandens formulering giver – fortsat - anledning til undren. Landsrettens uenighed med byrettens ræsonnement på dette punkt understreges af, at landsretten end ikke kommenterer på byrettens præmisser i forhold til påstanden, men domfælder Tryg på den helt samme påstand, som byretten frifandt på grundlag af.
Herudover er det værd at bemærke, hvorledes Højesterets udtrykte bevisbyrderegel i U2019.930H implementeres i praksis, hvilket må formodes at få afgørende betydning i fremtidige sager om ansvarsfordeling ved færdselsuheld.
Sagen er for AIG for landsretten ført af advokat Jesper Ravn og for Tryg af advokat Pia Hjort Mehlbye.
