En elev (SKL) i 7. klasse på en privatskole kom i september 2017 til skade under en floorball kamp i forbindelse med idrætsundervisningen på skolen.
Skaden skete, da eleven blev ramt på munden af en modspillers floorball stav, hvorved SKL pådrog sig en relativt alvorlig tandskade.
Det lå ikke helt fast, hvorledes skaden var indtrådt under kampen, men det lå derimod fast, at idrætslæreren kortvarigt havde været væk fra kampen i sportscentret, hvor idrætsundervisningen blev gennemført.
Skolen beklagede hændelsen i 2017 men afviste at være ansvarlig for SKL’s tilskadekomst, hvorefter SKL’s forældre på vegne SKL anlagde sag mod skolen i 2020 med påstand om, at skaden skyldtes manglende instruktion og tilsyn med eleverne i forbindelse med floorball undervisningen, og at skolen som følge heraf var erstatningsansvarlig for tandskaden.
Byrettens dom
Under hovedforhandlingen for byretten kunne hverken SKL eller SKV (den elev, der havde ramt SKL med floorball staven) nøjagtigt redegøre for, hvordan skaden var sket. Derimod var der enighed om, at der var givet instruktion forud for kampens begyndelse. To andre elever mente, at SKL var blevet ramt, da floorballstaven af SKV var ført over hoftehøjde, hvilket var klart imod spillets regler. En af de to elever mente, at instruktionen før kampen var klart utilstrækkelig.
De tre lærere der havde været tilstede med hver sit hold i idrætscenteret angav, at floorball var en fast del af undervisningen i boldspil på 6. og 7. klassetrin, og at man altid gav instruktion og holdt øvelser forud for opstart af en kamp. Lærerne bekræftede, at lærer 1), som havde haft holdet med floorball kortvarigt havde forladt den del af hallen, hvor kampen foregik, for at drøfte placeringen af en måtte med de to andre lærere. Lærer 1) havde dermed ikke set skaden, men havde holdt samtaler med eleverne på holdet dagen efter i forsøget på at klarlægge hændelsesforløbet.
Byretten lagde til grund, at SKV havde svinget sin stav over hoftehøjde og ramt SKL mens denne stod let foroverbøjet. Det blev endvidere lagt til grund, at lærer 1) havde givet instruktion til eleverne (hvilket til dels var bestridt) forud for kampen herunder at stavene ikke måtte svinges over hoftehøjde.
Derefter fandt byretten, at det af § 6, stk. 1 i bekendtgørelse om tilsynet ved folkeskolens elever i skoletiden var angivet, at der gjaldt en skærpet tilsynspligt når undervisningen foregik i idrætslokaler. Byretten angav endvidere, at en hockeystav ”er et potentielt farligt redskab, hvis den svinges over hoftehøjde”, hvorefter byretten fandt, at skolen ikke havde sikret at der blev ført tilstrækkeligt tilsyn med kampen med henblik på at sikre at forbuddet mod at svinge hockeystaven over hoftehøjde blev respekteret.
På dette grundlag fandtes skolen erstatningsansvarlig.
Landsrettens dom
Rettens kendelse blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæret til landsretten, der den 5. december 2022 frifandt skolen på grundlag af den samme bevisførelse, som havde været ført for byretten.
Landsretten lagde indledningsvist det samme faktuelle hændelsesforløb til grund som byretten i relation til, hvordan skaden skete, og at lærer 1) havde givet instruktion om reglerne for floorball.
Herefter fremhævede landsretten i præmisserne §1, stk. 2 i bekendtgørelsen om tilsynet med folkeskoleelever, hvorefter tilsynet afhænger af elevernes alder, aktivitetens karakter og eventuelle risikomomenter. Derefter fastslog landsretten – modsat byretten, som havde angivet at skolen ikke havde løftet sin bevisbyrde for at der var ført effektivt tilsyn – at SKL bar bevisbyrden for, at skolen havde handlet ansvarspådragende.
Landsretten fandt herefter, at lærer 1) under hensyntagen til elevernes alder og de af læreren givne instruktioner om spillets gennemførelse ikke havde ”særlig anledning til at tvivle på, at disse instruktioner ville blive fulgt af eleverne”. Landsretten fandt på denne baggrund, at SKL ikke havde ført beviset for, at skolen havde begået fejl eller forsømmelser i form af manglende instruktion eller tilsyn, hvorfor læreren/skolen ikke fandtes at have handlet ansvarspådragende. Landsretten fandt i tilknytning hertil, at der i øvrigt heller ikke var årsagssammenhæng mellem lærer 1)’s kortvarige fravær og skaden, da dette fravær ikke fandtes at have haft indflydelse på, at skaden skete.
Kommentarer
Spørgsmålet om skolers og andre institutioners tilsynspligt med børn har givet anledning til en del afgørelser i retspraksis og herunder også en række Højesteretsafgørelser.
I overensstemmelse med teorien er udgangspunktet, at der gælder en almindelig ligefrem bevisbyrde og en almindelig culpanorm for tilsynet. Imidlertid skærpes tilsynet (og culpanormen) afhængig af aktiviteternes karakter og børnenes alder. Jo yngre børn og jo farligere en aktivitet jo større risiko er der for, at en skole eller en institution findes erstatningspligtig, hvis der ikke er givet tilstrækkelige instruktioner og ført tilstrækkeligt tilsyn.
Bekendtgørelsen om tilsynet med folkeskoleelever har eksisteret i forskellige former siden 1940’erne og udgør en generel vejledning uden få specifikke bestemmelser. Så meget desto mere var det overraskende, at byretten valgte at anvende bekendtgørelsens § 6 om skærpet tilsynspligt i idrætslokaler som grundlag for culpavurderingen i dommen og herunder som grundlag for at vende bevisbyrden for, at der havde været ført tilstrækkeligt tilsyn. Bekendtgørelsen er ikke tidligere set anvendt i retspraksis som grundlag for en sådan culpanorm, og landsretten finder da også anledning til at tage afstand fra byrettens angivelse på dette punkt.
Under hensyntagen til, at der var tale om 7. klasses elever, og at idrætsundervisning – uanset omfanget af tilsyn – altid vil indebære en risiko for en tilskadekomst, synes dommen klart i overensstemmelse med praksis, når henses til den givne instruktion, og at det forekommer noget ”søgt”, når byretten angiver en floorball stav (lavet af plastik eller glasfiber) som et potentielt farligt redskab.
Sagen er for skolen ført af advokat Jesper Ravn i begge instanser.
