Østre Landsret har netop afsagt en dom den 8. oktober 2021, hvor en ankesag mod en professionel rådgiver blev afvist i medfør af retsplejelovens § 368 a, idet landsretten fandt, at anken var udsigtsløs. Landsretten anførte, at der ikke var udsigt til, at sagen mod rådgiveren ville få et andet udfald end i byretten, at sagen ikke var af principiel karakter, og at andre grunde heller ikke i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten.
Baggrunden for Retsplejelovens § 368 a
Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev Retsplejelovens § 368 a indført for at give landsretterne mulighed for af afskære (afvise) udsigtsløse ankesager, herunder såkaldte ”kreditanker”.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til loven, at bestemmelsen navnlig forudsættes anvendt, hvor sagens parter ikke har oplyst om forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet udfald end i byretten, og landsretten vurderer, at der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, at sagen skal prøves i to instanser, f.eks. fordi den er af principiel karakter.
Østre Landsrets dom af 8. oktober 2021
Sagen startede oprindeligt i byretten, hvor køberne af en ejendom nedlagde påstand om, at sælgerne (A1 og A2) skulle betale et krav som følge af mangler ved et omfangsdræn og en terrasse.
Herefter anlagde sælgerne en adcitationssag mod deres ejendomsmægler (virksomhed 1), idet ejendomsmægleren efter sælgernes opfattelse havde afgivet ukorrekte oplysninger om ejendommens omfangsdræn, uanset oplysningerne var afgivet af en anden ejendomsmæglervirksomhed (virksomhed 2).
Sælgerne blev i hovedsagen for byretten dømt for at have solgt ejendommen med et mangelfuldt dræn. I sagen mellem sælgerne og ejendomsmægleren, fandt byretten det ikke godtgjort, at ejendomsmægleren havde videregivet oplysningerne i relation til omfangsdrænet til køberne af ejendommen, idet disse var afgivet af en anden ejendomsmæglervirksomhed. Allerede som følge heraf blev ejendomsmægleren frifundet for det af sælgerne rejste friholdelseskrav.
Sælgerne ankede dommen i forhold til ejendomsmægleren. I ankestævningen gentog sælgerne/appellanterne (A1 og A2), deres anbringender for byretten, og fremlagde ikke nye beviser. Ejendomsmægleren påstod på dette grundlag sagen afvist i medfør af Retsplejelovens § 368 a.
Østre Landsret fandt, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten. Der var herved ikke udsigt til, at landsretten ville vurdere spørgsmålet om, hvorvidt ejendomsmægleren kunne gøres ansvarlig for de oplysninger, som en anden ejendomsmæglervirksomhed (virksomhed 2) gav køberne af ejendommen anderledes end byretten.
Da sagen ikke var af principiel karakter, og da der heller ikke var andre grunde i øvrigt, der talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afvistes anken.
ARK’s bemærkninger
Dommen er et godt eksempel på kerneområdet for retsplejelovens § 368 a, nemlig at afskære anker uden nogen reel mulighed for omgørelse af byrettens dom. Dommen er samtidig et eksempel på, at bestemmelsen rækker videre end såkaldte ”kreditanker”, som tillige afvises efter bestemmelsen. Dette gælder også selvom anken er i forhold til en professionel rådgiver, jf. f.eks. Østre Landsrets dom gengivet i UfR 2020.3677 Ø, hvor en ankesag mod en professionel administrator blev afvist som følge af, at der ikke var nye påstande, anbringender eller fremlagt nye beviser.
Dommene illustrerer tillige, at det er væsentlig at indgive en begrundet ankestævning, der redegør for, hvorfor byrettens dom ikke er i overensstemmelse med gældende ret eller bevisførelsen. Hvor der blot ”bevidstløst” i ankestævningen henvises til anbringenderne fra byretten, er der en risiko for, at anken afvises efter retsplejelovens § 368 a.
Sagen er på vegne af ejendomsmægleren og dennes ansvarsforsikringsselskab ført af advokat Nicholas Farsø for både by- og landsretten.
