AK 94.436 af 30/6/2020 – ikke bevist at påkørsel havde fundet sted som anmeldt
top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

AK 94.436 af 30/6/2020 – ikke bevist at påkørsel havde fundet sted som anmeldt

Opdateret: 2. sep. 2020

FT anmeldte, at hun i sin bil af den 8. juli 2018 ved højlys dag var kørt sammen med en anden bil, der holdt parkeret på en rasteplads.


Ulykken skulle være sket, da FT forsøgte at undgå påkørsel af et rådyr, hvorved hun drejede mod højre ind på rastepladsen, hvor kolliderede med modpartens bil, som holdt parkeret, mens modparten var gået ind i et budskads for at tisse.


Selskabet iværksatte undersøgelser, og det kunne bl.a. ved besigtigelse af rastepladsen ikke konstateres, at der var tegn på glasskår, skridspor eller brækkede grene e.lign. efter et sammenstød. Det kunne endvidere konstateres, at FT var venner med såvel føreren som ejeren af modpartens bil på Facebook.


Ved besigtigelse af bilerne kunne det konstateres, at disse utvivlsomt var stødt sammen, men ved udlæsning af computeren på FT’s køretøj var der imidlertid væsentlige afvigelser i tidspunkterne for aktivering af henholdsvis selestrammere og airbags tillige set i forhold til det anmeldte skadestidspunkt. Det kunne endvidere konstateres, at modpartens bil var monteret med vinterdæk på stålfælge, selvom modparten havde foretaget et opslag på Facebook to måneder af bilen monteret med alufælge.


Efterfølgende angav FT under en samtale med selskabets konsulent, at hun ikke kendte modparten, og der var uoverensstemmende forklaringer om, hvem FT havde ringet til for at blive hentet på uheldsstedet samt fra hvilken telefon. Under efterfølgende korrespondance anmodede selskabet om telefonoplysninger, der viste, at FT havde ringet til føreren af modpartens bil dagen før og på samme dato som sammenstødet.


Herefter blev skaden endelig afvist, hvorefter FT’s advokat meddelte at sagen af procesøkonomiske årsager blev opgivet, men FT valgte kort herefter at indgive klage til ankenævnet bl.a. med henvisning til Rigspolitiets undersøgelser af fejl i politiets teledata. Det blev samtidig angivet, at FT’s opkald til føreren af modpartens bil havde en logisk årsag, og at hun ikke kendte føreren, men blot havde fået hans telefonnummer.


Ankenævnet gav selskabet medhold med henvisning til, at FT bar bevisbyrden for, at der var indtrådt en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at nævnet ikke fandt det bevist, at bilen var blevet skadet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.


Nævnet lagde vægt på at der ikke var spor på rastepladsen efter sammenstødet, FT’s opkald til føreren af modpartens bil og at FT var venner på Facebook med både føreren og ejeren af bilen samt at flere af FT’s og modpartens oplysninger til sagen var modstridende eller uunderbygget.


Advokat Jesper Ravn har bistået selskabet under sagen.




bottom of page