Sagens baggrund
En ansat på et plejehjem pådrog sig fysiske og psykiske skader, efter at hun var blevet holdt fast i håndleddene af en beboer, som var diagnosticeret med alzheimers.
Hændelsen blev anmeldt til Erstatningsnævnet, der traf afgørelse om, at den ansatte skulle have udbetalt svie- og smertegodtgørelse samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Sagen blev endvidere anerkendt som en arbejdsskade, og der blev udbetalt godtgørelse for varigt mén. Civilstyrelsen besluttede herefter at gøre regres mod beboeren/skadevolderen for de udbetalte beløb. Beboerens ansvarsforsikring afviste regreskravet, hvorefter Civilstyrelsen udtog stævning mod forsikringsselskabet (som mandatar for plejehjemsbeboeren).
Under retssagen adciterede forsikringsselskabet den kommune, hvor skadevolder boede, med påstand om, at kommunen skulle friholde forsikringsselskabet helt eller delvist for det af Civilstyrelsen fremsatte krav, idet plejehjemmet ikke havde iagttaget sin pligt til at yde personlig hjælp, omsorg og pleje af den fornødne kvalitet. Det blev endvidere gjort gældende, at plejehjemmet ikke havde iagttaget sin pligt til at have en sammensætning af personale med tilstrækkelige faglige kompetencer og erfaring med at arbejde med demente borgere, ligesom de ikke havde sikret sig, at personalet var tilstrækkeligt vejledt til at håndtere situationer, som den konkret indtrådte.
Forsikringsselskabet gjorde endvidere gældende, at plejehjemmet ikke havde sikret sig, at den ansatte var fagligt og personligt i stand til at håndtere de demente beboere, og at hun var bekendt med stedets procedurer, ligesom hun ikke havde håndteret beboeren fagligt korrekt på skadesdagen.
Den ansatte havde tidligere arbejdet som social- og sundhedshjælper i ca. 6 år, herunder med demente borgere. Da hændelsen skete, var det dog hendes første vagt i den pågældende afdeling, og hun kendte hverken beboerne eller kollegaerne i afdelingen. Hun var blevet ansat på plejehjemmet ca. 11 dage før hændelsen skete.
Byrettens dom
Retten i Helsingør fandt, at den pågældende beboer/skadevolder var erstatningsansvarlig for Sosu-assistentens tilskadekomst. Retten angav, at der forelå en lempet bevisbyrde i forhold til årsagssammenhæng, og at der ikke var grundlag for lempelse efter EAL § 24b.
Retten frifandt imidlertid kommunen for den af forsikringsselskabet nedlagte friholdelsespåstand over for kommunen, bl.a. med følgende præmisser:
”Det lægges på baggrund af sagens oplysninger, herunder de afgivne vidneforklaringer til grund, at [skadelidte] havde mange års erfaring som social og sundhedshjælper, herunder erfaring med at arbejde med demente borgere, at hun ved ansættelsen fik udleveret en velkomstmappe, og at alle nye medarbejder på Plejehjem går rundt med en erfaren medarbejder i to til tre dage, hvor de bliver sat ind i opgaverne og vist rundt i huset.
Videre lægges det til grund, at [skadelidte] den pågældende dag skulle passe [skadevolder] alene, og at hendes kollegaer skulle passe de øvrige beboere på afdelingen. De var i alt fem medarbejdere på arbejde, hvilket er én mere end den normale normering. [Skadelidte] havde fået at vide, at [skadevolder] skulle have fuld støtte, da han var dement og ikke havde noget sprog.
Retten finder ikke, at der er grundlag for at antage, at [skadelidte] håndterede [skadevolder] fagligt ukorrekt eller, at der ikke var tilstrækkelig bemanding på afdelingen den pågældende dag.
Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, findes der ikke holdepunkter for at antage, at adciterede ikke havde tilrettelagt og planlagt arbejdet på [Plejehjem X] sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt eller at [Plejehjem X] ikke havde iagttaget sin pligt til at have en sammensætning af fagligt kompetent personale. Der er endvidere ikke holdepunkter for at antage, at der har været udført ulovlig magtanvendelse over for [skadevolder] .”
Kommentarer
Dommen viser, at uanset at det var kendt for ledelsen, at der var udfordringer med den konkrete beboer, så medfører dette ikke automatisk et ansvar for plejehjemmet/kommunen, når plejehjemmet/kommunen har iværksat tiltag for så vidt muligt at imødegå konflikter/skader ved blandt andet at opnormere bemandingen på afdelingen. Endvidere er det af betydning for ansvarsvurderingen, hvor stor erfaring skadelidte havde med arbejde af den pågældende karakter, og hvad der sædvanligvis måtte forventes i forbindelse med arbejdets karakter. I den henseende læner dommen sig op at resultaterne i U2008.1156H og U2020.724V.
Det vides endnu ikke, om dommen bliver anket.
Sagen er for kommunen (og plejehjemmet) ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
