top of page
Søg
  • Forfatters billedeARK Advokatpartnerselskab

Højesterets dom af 9. april 2024 – EET-erstatning tilkendt efter ASL, selvom indtægtsnedgangen alene var ca. 10 %

Højesteret afsagde den 9. april 2024 en dom om betydningen af den nedre grænse på 15% i arbejdsskadesikringslovens § 17, herunder at der ikke er holdepunkter for Ankestyrelsens praksis om, at lønnedgangen skal være tæt på 15%, før der foreligger et klart og varigt erhvervsevnetab.


Sagens baggrund


Uanset, at udgangspunktet efter ASL § 17, stk. 1 er, at der alene ydes erhvervsevnetabserstatning, hvis skaden har medført en lønnedgang på mindst 15%, så følger det af forarbejderne, retspraksis og af administrativ praksis, at den nedre grænse på 15% ikke er absolut.


Det afgørende for, om skadelidte er berettiget til såvel midlertidig som endelig erhvervsevnetabserstatning, er derimod, at lønnedgangen kan anses for varig og ”af nogen betydning”.


Formålet med den nedre grænse i ASL § 17 var da også, at give arbejdsskademyndighederne mulighed for at afvise dybdegående behandling af en længere række mindre erstatningskrav, og således i det væsentligste et administrationshensyn. Ankestyrelsen har imidlertid i praksis fortolket kriterierne således, at kun indtægtsnedgang tæt på 15% kan anses for at være af nogen betydning, jf. bl.a. principafgørelserne 14-20 og 15-14.


Det har i praksis været svingende hvilken lønnedgang Ankestyrelsen konkret har anset som værende tæt på 15%, hvilket bl.a. har afstedkommet en række by- og landsretsafgørelser, herunder bl.a. den af Højesteret stadfæstede dom fra Vestre Landsret (U.2023.2561V).


Særligt skal fremhæves en dom afsagt af Østre Landsret af 10. marts 2023, hvor en lønnedgang på hhv. 8,8% og 9,6% blev anset for at være ligge betydeligt under de i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1 anførte 15%, hvorfor det ikke var godtgjort, at indtægtsnedgangen kunne anses for at være blivende og af nogen betydning.


Det er væsentligt at bemærke, at Østre Landsret vurderede, at indtægtsnedgangen ikke var varig (dvs. første kriterium), idet skadelidtes indtægtsnedgang var formindsket hen over perioden, fra skadelidte påbegyndte fleksjob.


Dommen fra Østre Landsret var tillige indbragt for Højesteret, men er - efter det for os oplyste - aktuelt sat i bero som følge af, at der skal foretages nye beregninger af indtægtsnedgangen.


Højesterets dom


Sagen udsprang af en SOSU-assistents kroniske lænderygssygdom. Lønnedgangen udgjorde under skadelidtes fleksjobansættelse 10,3%, henset til beregningsmetoden af erhvervsevnetabet efter ASL § 17 a. Forud for fleksjobtilkendelsen og efter overgangen til førtidspension i 2022 udgjorde erhvervsevnetabet 65% (sidstnævnte dog først under sagen for Højesteret).


Lønnedgangen i den omtvistede periode udgjorde for skadelidte et indtægtstab svarende til ca. kr. 2.800 om måneden.


Ankestyrelsen afviste, at skadelidte var berettiget til erhvervsevnetabserstatning i perioden under fleksjobansættelsen, idet styrelsen bl.a. fandt, at indtægtsnedgangen ikke kunne anses for at være ”af nogen betydning”.


Landsretten fandt, at begge kriterier var opfyldt, idet landsretten fsva. varighedskriteriet lagde vægt på, at reduktionen i erhvervsevnetabet i den omtvistede periode udelukkende var en følge af beregningsmetoden efter ASL § 17 a, og således ikke var et udtryk for en forbedring af indtjeningsevnen.


Henset hertil, og idet landsretten videre lagde vægt på omfanget og karakteren af arbejdsskaden, herunder dennes betydning for skadelidtes indtjeningsevne, så fandt landsretten, at erhvervsevnetabet udgjorde 15% i perioden under fleksjobansættelsen.


Højesteret stadfæstede landsrettens dom, idet Højesteret herudover tilsidesatte Ankestyrelsens praksis om, at en indtægtsnedgang alene er at anse for at være ”af nogen betydning”, når den er tæt på 15%. Højesteret anførte herefter:


”Højesteret finder, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men der er ikke holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Der henvises herved navnlig til Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78, Tillæg B, betænkning over lovforslag nr. L 47, sp. 315 ff.”


Med henvisning hertil og til landsrettens begrundelse, fandt Højesteret, at skadelidte havde et klart og varigt erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden.


Kommentar


Uanset det forhold, at Højesterets kortfattede og præcise dom i det væsentligste må anses for at være et udtryk for, hvad der fremgår af forarbejderne, så må det forventes, at tilsidesættelsen af Ankestyrelsens fortolkning af kriterierne vil give anledning til en række genoptagelsessager, herunder særligt i de tilfælde, hvor indtægtsnedgangen udgør omkring 10% (eller derunder) bl.a. som følge af fleksjobtilkendelse.


Højesterets dom har imidlertid ikke bidraget nærmere til afklaringen af, om der foreligger en egentlig bagatelgrænse for, hvornår en indtægtsnedgang kan anses for at være ”af nogen betydning”, herunder om en sådan under alle omstændigheder nødvendigvis kan fastlægges procentuelt. Indtægtsnedgangen på 10,3% i den konkrete sag, kan derfor næppe anses for at være en nedre grænse.


Dette skyldes formentlig også, at omfanget og betydningen af en procentuel indtægtsnedgang - i sagens natur – varierer fra sag til sag, og afhænger af en længere række omstændigheder, som er vanskelige for Højesteret at udtale sig i generelle vendinger om.


Det vil således fortsat være overladt til arbejdsskademyndighederne at foretage den konkrete vurdering af, hvornår en indtægtsnedgang kan anses for klar og varig, idet arbejdsskademyndighederne dog ikke kan afvise et erhvervsevnetab alene med henvisning til, at den procentuelle nedgang ikke er tæt på 15%.


Sagen blev for Ankestyrelsen ført af advokat Sanne H. Christensen og for FOA ført af advokat Anders Bang Mønster Hansen.




Comentarios


bottom of page