Retten i Glostrup har ved en ny dom af 1. februar 2023 taget stilling til spørgsmålet om beregningen af differencekrav, når en ASL-afgørelse berigtiges med virkningstidspunkt langt tilbage i tid.
Sagens baggrund
En medarbejder var udsat for tre forskellige arbejdsskader på sin arbejdsplads i 2011 og 2012.
Arbejdsskademyndighederne henførte oprindeligt et midlertidigt erhvervsevnetab på 75% til de første to skader, mens den tredje ulykke – som arbejdsgiver var ansvarlig for – ”gik fri”. Erstatningen blev tilkendt fra den 27. december 2012.
Efter et længere klageforløb blev afgørelserne i 2020 ændret, således at det fulde erhvervsevnetab på 85% i stedet blev henført til den tredje ulykke. Afgørelsen blev truffet med et virkningstidspunkt den 30. juni 2015, hvor det ifølge de lægelige akter var overvejende sandsynligt, at skadelidte ikke ville komme i arbejde igen, og at man burde overveje førtidspension.
Skadelidte overgik til førtidspension den 1. maj 2017 i øvrigt uden yderligere erhvervsmæssig afklaring, idet erhvervsrettede tiltag blev frarådet lægeligt.
Ankestyrelsens afgørelse blev i 2020 truffet som en endelig afgørelse med virkning godt 5 år tilbage i tid og altså også for en ca. 2-årig periode, der lå forud for førtidspensionen.
Spørgsmålet i sagen var, om EAL-selskabet med rette havde fratrukket alle ASL-ydelserne i differencekrav på erhvervsevnetabet, eller om selskabet – som gjort gældende af skadelidte – rettelig burde have undladt at medtage perioden fra 30. juni 2015 til 1. maj 2017 og i stedet håndtere disse som midlertidige ydelser, idet erhvervsevnetabet efter skadelidtes opfattelse først var varigt på tidspunktet for førtidspension.
Under sagen var det dels et tema, om den endelige afgørelse kunne og burde være truffet som midlertidig afgørelse, hvis den havde været truffet ”rettidigt”. Endvidere var spørgsmålet, om der var i så fald var hjemmel til – i forbindelse med beregning af differencekravet - at ”konvertere” afgørelsen til en midlertidig afgørelse for perioden frem til tidspunktet for overgang til førtidspension.
Ifølge ASL § 77 nedsættes ”…..Krav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven (…) dog ikke som følge af, at der er betalt eller er pligt til at betale midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter denne lov.”
Og tilsvarende følger det af EAL § 2, at der i tabt arbejdsfortjeneste er adgang til at fratrække ASL-ydelser i form af ”… erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste…”
Bestemmelserne indebærer, at ydelser i form af midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter ASL fratrækkes i tabt arbejdsfortjeneste, og at ydelser i form af endeligt erhvervsevnetab efter ASL fratrækkes i erhvervsevnetabserstatning efter EAL. Det helt klare udgangspunkt er, at ASL-ydelser fratrækkes i EAL-ydelser, post for post, og der er efter bestemmelsernes ordlyd ikke hjemmel til at ”krydse” over.
Byrettens dom
Retten i Glostrup nåede frem til, at der ikke var grundlag for at håndtere afgørelsen som andet end dens pålydende, og det var derfor korrekt, at forsikringsselskabet havde fratrukket ydelser for hele perioden ved beregning af differencekravet. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at
”Både erstatningsansvarslovens § 2 og arbejdsskadesikringslovens § 77 hjemler begge en mulighed for fradrag/nedsættelse i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven ved midlertidige afgørelser af erhvervsevnetabserstatning. Der er derimod ikke i ordlyden hjemmel til, at en endelig erhvervsevnetabserstatning kan trækkes fra i tabt arbejdsfortjeneste, ligesom der ikke i ordlyden er hjemmel til, at midlertidig erhvervsevnetabserstatning kan trækkes fra i
erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven.
Ankestyrelsens afgørelse af 28. august 2020, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 17. september 2020 og Tryg Forsikring A/S’ efterfølgende beregning af 26. oktober 2020 bygger på, er en endelig afgørelse.
Retten finder det ikke godtgjort, at der ud fra en formålsfortolkning, således som sagsøgeren gør gældende, er grundlag for tillige at lade endelige afgørelser omfatte af lovbestemmelsernes ordlyd om hjemmel til undtagelsesvist at fradrage/nedsætte ydelser hidrørende fra en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetabserstatning i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.”
ARK's kommentarer
En retstilstand, hvor skadelidte og skadevolder erstatningsretligt kan vælge fiktivt at betragte en afgørelse fra AES eller Ankestyrelsen som havende en anden karakter, end hvad der reelt er tilfældet – måske afhængigt af hvad der i den enkelte situation er mest optimalt økonomisk - er uhensigtsmæssig. En sådan adgang vil endvidere risikere at åbne op for utallige drøftelser i fremtidige sager, hvor AES eller Ankestyrelsen træffer en endelig afgørelse på bagkant.
Endvidere vil muligheden for at ”omdøbe” ydelserne på bagkant i praksis medføre vanskeligheder for forsikringsselskaberne i de sager, hvor der allerede er afregnet tabt arbejdsfortjeneste til skadelidte. Viser det sig, at der skulle fratrækkes (fiktivt) midlertidigt erhvervsevnetab, vil for meget betalt erstatning ikke kunne kræves tilbagebetalt.
Det er vores opfattelse, at dommens resultat er korrekt og udtryk for en nødvendig konklusion på baggrund af lovens ordlyd. Uanset om Ankestyrelsens afgørelse kunne eller ville være truffet som en midlertidig afgørelse, hvis der havde været truffet løbende, korrekte afgørelser – hvilket selskabet dog bestred - er der til brug for beregning af differencekrav alene hjemmel til at udelade erstatningsbeløb, hvis de er tilkendt i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring.
Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Anja Hejde.
Dommen er anket til Østre Landsret.
