Efter længere tids forhandlinger blev der den 23. september 2022 indgået en bred politisk aftale under overskriften ”Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem”.
Fokusområderne i aftalen er kortere sagsbehandlingstider for de sager, der tager længst tid, og et system, der i højere grad understøtter tilskadekomne i at komme tilbage på arbejdsmarkedet samt en justering af en række erstatningsprincipper.
Vi har i dette indlæg valgt en omtale af de 15 væsentligste ændringer:
Indførelse af uddannelsesgodtgørelse, hvor tilskadekomne modtager 83% af den hidtidige løn under uddannelse. Et eventuelt resterende erhvervsevnetab skal kompenseres med 100% mod de nuværende 83% (som ikke ændres i øvrigt). Ordningen retter sig mod tilskadekomne med en méngrad på mindst 10%, som ikke længere kan varetage hidtidigt job. Det fremgår ikke af aftalen, om ordningen skal finansieres af arbejdsskadeforsikringsselskaberne eller kommunerne (eller begge aktører i forening).
Præcisering af tilskadekomnes tabsbegrænsningspligt, der ligeledes skal udvides til at omfatte tilskadekomne, som tilkendes fleksjob.
Ny beregning af årsløn, hvor lønnen som hovedregel skal fastsættes på basis af det højeste indtægtsår ud af de forudgående 5 år. Undtaget er tilskadekomne, der er nye på arbejdsmarkedet, eller personer på deltid med en særlig grund, fx pasning af handicappet barn. Minimumsårslønnen skal endvidere hæves.
Større intervaller i erhvervsevnetabsprocent, således at de hidtidige 5%-intervaller stiger til 10%-intervaller, dog fortsat med 15% som laveste kompensation (dvs. 15%, 20%, 30%, 40% osv.)
Kun sager, hvori der forventes erstatningsberettigende følger, skal oversendes til AES. Tilskadekomne kan dog fortsat kræve sagen oversendt, ligesom sager, selskaberne (og selvforsikrede) mener skal afvises, fortsat skal oversendes til egentlig behandling i AES. Som et forsøg skal udvalgte selskaber tillægges mulighed for også at træffe afgørelse om anerkendelse.
Bødesanktionerede svarfrister for professionelle aktører, der forsyner AES med akter, fx læger, kommuner, arbejdsgivere mv.
Muligheden for genoptagelse skal være betinget af, at tilskadekomne kan sandsynliggøre, at der er grundlag for en ændret afgørelse.
Som noget nyt indføres en søgsmålsfrist, der sættes til ½ år for forsikringsselskaber/selvforsikrede, og 1 år for tilskadekomne. Det bliver en betingelse, at den administrative rekurs skal være udnyttet. Dvs. at stævning afskæres i de situationer, hvor en afgørelse ikke har været påklaget.
Der indføres en forældelsesfrist på 10 år for genoptagelse på ulovbestemt grundlag.
Forsikringspligt for visse arbejdsgivere, hvor de ansatte har en særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet fra borgere, der drages omsorg for, således den voldsramte ansatte har lettere adgang til erstatning for krav efter erstatningsansvarsloven.
Højere erstatningsniveau for fremtidige behandlingsudgifter der fremover dækkes livsvarigt og ikke kun frem til pensionsalderen.
Forhøjelse af forsørgertabserstatning til barnets 21. år
Pligt for AES til at videregive oplysninger i sagsbehandlingen om sort arbejde og socialt bedrageri til rette myndighed. Endvidere kan sort arbejde ikke længere indgå i vurderingen af tilskadekomnes årsløn.
Ændret kapitaliseringstidspunkt ved genbehandling, således at kapitaliserede erstatninger beregnes pr. afgørelsestidspunktet. Dermed kan der ikke opnås dobbelt kompensation for erhvervsevnetab, hvis der beregnes en kapitalerstatning for en periode, som ligger forud for afgørelsestidspunktet, og hvor tilskadekomne allerede har modtaget løbende erstatning for samme tab.
Af særlig interesse for de selvforsikrede arbejdsgivere (bl.a. kommuner og regioner) er en ny mulighed for at tilbyde tilskadekomne aktiv skadesbehandling på lige fod med private forsikringsselskaber med henblik på at understøtte, at tilskadekomne kommer tilbage i job. Der etableres endvidere et frivilligt arbejdsskadekursus målrettet medarbejdere i selvforsikrede enheder.
Der er i aftalen adresseret mange af de udfordringer, arbejdsskader erfaringsmæssigt har givet anledning til. Med aftalen tilgodeses de tilskadekomne med tiltag, der i mange sager vil medføre forhøjede erstatninger (som f.eks. højeste løn de forudgående 5 år), ret til højere erstatning for fremtidige behandlingsudgifter og forhøjet forsørgertabserstatning til børn.
Samtidig er også en række uhensigtsmæssige forhold adresseret, således at der fremover kan forventes en mere balanceret retstilstand, hvor tilskadekomnes tabsbegrænsningspligt præciseres og ligeledes kommer til at omfatte tilskadekomne i fleksjob (hvor erstatningen nu primært alene baseres på beregning). Også problemstillingen med potentiel dobbelt kompensation i sager, hvor der både er tilkendt løbende ydelser for en given periode, mens en kapitaliseringsafgørelse senere tilkender erstatning for samme periode, er medtaget i aftalen.
Det erklærede mål med at reducere sagsbehandlingstiderne er både ønskeligt og nødvendigt for at opretholde et velfungerede arbejdsskadesystem. Det er ikke nogen hemmelighed, at AES’ sagsbehandlingstider i flere år har været urimeligt lange, hvilket dog ikke (kun) skyldes travlhed i AES, men også ventetid på indhentelse af akter fra eksterne aktører. Det er derfor glædeligt, at der med den ny aftale sættes fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden, og hvor målsætningen gennemsnitligt er 7 måneder for alle slags sager og 20 måneder for erhvervsevnetabssager.
Også det helt nye punkt om uddannelsesgodtgørelse er et interessant tiltag. Hvis tiltaget bliver en succes, er det gunstigt for både den tilskadekomne, for samfundet og – muligvis også - for arbejdsskadeforsikringsselskabet, hvis skadelidte omskoles til at kunne varetage et andet job. Samtidig kan uddannelsesgodtgørelsen reducere et eventuelt krav mod en erstatningsansvarlig skadevolder, idet tabt arbejdsfortjeneste herved reduceres (forudsat at der ikke indføres en regresret for ydelsen). Muligheden for omskoling findes også i dag i det kommunale system, hvor der efter nærmere regler er adgang til revalidering, men dog med et noget lavere indtægtsgrundlag. Hvis det nye tiltag kan motivere flere tilskadekomne til at omskole sig og derved blive i stand til selvforsørgelse på sigt, vil det ikke kun være en fordel for den enkelte tilskadekomne, men også tilgodese flere andre aktører.
På et mere praktisk plan vil der også ske ændringer i behandlingen i de forskellige forsikringsselskaber/forsikringsenheder, da reglerne for oversendelse til AES vil blive justeret. Dette vil alt andet lige formentlig også nedsætte størrelsen af de årlige gebyrer til AES, da færre sager skal oversendes.
Endvidere er det velkomment, at adgangen til genoptagelse skærpes. Naturligvis skal tilskadekomne, der oplever en forværring, have mulighed for at få genoptaget sin sag, men de (utallige) ubegrundede genoptagelsesanmodninger, vi af og til ser i sager, vil blive afskåret.
Vigtigt for forsikringsselskaber og selvforsikrede offentlige arbejdsgivere er søgsmålsfristerne, der for erstatningsudbetaler er fastsat til 6 måneder. I dag er det ikke lovfæstet, og der skal være gået mindst 1 år og nok mere, før der foreligger retsfortabende passivitet.
Med en egentlig frist er det væsentligt at agere hurtigt på afgørelser, der ønskes udfordret, idet 6 måneder ikke er lang tid i praksis, da der ofte først skal indhentes akter, før der kan foretages en juridisk vurdering, som danner grundlag for selskabets overvejelser, hvorefter selve arbejdet med udarbejdelse af stævning mv. kan iværksættes. For tiden kan en anmodning om aktindsigt hos AES tage flere måneder om at blive behandlet.
Det er endvidere vigtigt at notere sig, at den administrative rekurs skal være udtømt. Det betyder, at man vil være afskåret fra at få prøvet AES’ afgørelser. De skal være påklaget til Ankestyrelsen, og først herefter er der adgang til domstolsprøvelse.
Endvidere er det glædeligt at konstatere, at der med aftalen er taget hånd om problemstillingen med dobbelt kompensation, således at kapitaliserede afgørelser vil blive beregnet pr. afgørelsestidspunktet. Derved elimineres problemet med dobbelterstatning for en periode, hvor tilskadekomne har oppebåret løbende ydelser, og hvor samme periode efterfølgende indgår i en kapitaliseringsafgørelse.
Samtidig er det dog også ærgerligt, at det ikke i aftalen ses nævnt, hvordan den uhensigtsmæssige retstilstand med manglende interaktion mellem midlertidig erhvervsevnetabserstatning og tabt arbejdsfortjeneste kan løses. Muligheden for at adressere denne problemstilling har været nævnt i forløbet, herunder ved et møde, som også ARK deltog i. Manglende adgang til modregning og indtrædelsesret mellem de to erstatningstyper medfører, at selskaberne i mange sager kan være tilbageholdende med at betale fuld tabt arbejdsfortjeneste, før der er truffet afgørelse efter ASL. Dette kan medføre likviditetsvanskeligheder for den tilskadekomne.
Sidst men ikke mindst indføres der nu en pligt – og ikke blot en ret – for AES til at orientere den relevante myndighed, hvis AES i sagsbehandlingen får oplysninger om sort arbejde eller socialt bedrageri. Hjemlen til at videregive sådanne oplysninger findes allerede i dag i § 35a, men er traditionelt blevet fortolket meget striks af arbejdsskademyndighederne, der alene har fundet, at hjemlen kan anvendes ved positiv viden om egentlig socialt bedrageri og ikke blot ved begrundet mistanke.
Det kunne være ønskeligt, om pligten blev udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor oplysningerne tilvejebringer særlig begrundet mistanke og ikke egentlig viden, da vidensniveauet synes at have været den største barriere for videregivelse af sådanne oplysninger.
ARK vil følge det kommende lovforberedende arbejde nøje og orientere på hjemmesiden i relevant omfang.
Ved spørgsmål eller bemærkninger til ovenstående kan advokat Anja Hejde kontaktes.
