Ankenævnet har i kendelse AK 94.755 af 6. januar 2021 ikke fundet det sandsynliggjort, at en forsvundet bil var bortkommet ved tyveri. Det af ankenævnet blandt andet tillagt vægt, at FT ved købet af bilen havde indbyttet en klonet bil, og at FT ikke ville give teleoplysninger til forsikringsselskabet.
FT anmeldte den 9. juli 2019 – hvilket var kun 2 ½ måned efter købet af bilen – at hendes bil var blevet stjålet i perioden fra den 29. juni 2019 til den 9. juli 2019 imens hun var på ferie i udlandet.
Bilen var ifølge FT købt kun 2½ måned tidligere (den 15. april 2019) brugt for kr. 383.000, og FT hævdede, at hun kun havde fået 1 nøgle til bilen. Ved udlæsning af nøglen kunne det konstateres, at bilen havde kørt 8.000 km siden FT’s køb af bilen, hvilket hverken stemte overens med FT’s angivelse af, at bilen kun havde kørt 3.000 km, samt at hun alene brugte bilen til og fra arbejde.
FT fremkom over for selskabet med skiftende forklaringer vedrørende købet af bilen, samt oprindeligt urigtige oplysninger om, at hun ikke kendte sælgeren hos autoforhandleren forud for købet, hvilket efterfølgende viste sig ikke at være korrekt, idet bilen – ifølge autoforhandleren – var købet af en ansat, der var en bekendt af FT, for et beløb, som lå mere end kr. 100.000 under FT’s købspris. Således stemte FT’s forklaring om forløbet ved købet af bilen ikke overens med autoforhandlerens oplysninger herom
Det kunne ved selskabets undersøgelser konstateres, at der ved købet af bilen angiveligt skulle være indgået to byttebiler, hvor den ene af disse havde en indbytningsværdi af kr. 32.000. Autoforhandleren fremsendte fotos af indbytningsbilen og oplyste, at han havde videresolgt denne for ca. kr. 15.000, men han ønskede i øvrigt ikke at bidrage til yderligere oplysning af sagen.
Da selskabet foretog yderligere undersøgelser viste det sig, at byttebilen (eller rettere en bil med byttebilens stelnummer) i oktober 2018 var blevet solgt på auktion for kr. 1.000, idet den både var frontskadet og manglede dele. Auktionshuset fremsendte fotos af bilen, der viste sig at være en tidligere tysk taxa, der på ingen måde var identisk med den byttebil, som autoforhandleren havde fremsendt fotos af.
På baggrund af dette forhold samt flere undersøgelser, herunder indregistreringsoplysninger, FT’s manglende vilje til eller mulighed for at fremkomme med fyldestgørende oplysninger om bilen og selve indbytningen heraf mv., kunne selskabet fastlægge, at indbytningsbilen med alt overvejende sandsynlighed var klonet.
Selskabet afviste – efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder – at det af FT var sandsynliggjort, at den forsikrede bil var bortkommet ved et dækningsberettiget tyveri.
FT indbragte sagen for Ankenævnet, der bl.a. lagde vægt på uoverensstemmelserne mellem FT’s oplysninger om bilens kilometertal og kilometertallet ved nøgleudlæsningen, uoverensstemmelserne mellem FT’s og autoforhandlerens oplysninger om forløbet op til købet af bilen samt FT’s relation til sælgeren af bilen og størrelsen af sælgerens avance ved salget af bilen til FT.
Ankenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at FT ikke havde kunnet redegøre nærmere for, hvordan hun var kommet i besiddelse af byttebilen, der måtte anses som klonet, og endeligt lagde Ankenævnet vægt på, at FT ikke havde svaret på en række af selskabet stillede spørgsmål, samt at hun ikke gav samtykke til at lade selskabet indhente teledataoplysninger.
Kommentar
Der foreligger en betydelig mængde kendelser vedrørende (manglende) bevis for, at biler er bortkommet ved et dækningsberettiget tyveri.
Kendelsen er imidlertid særligt interessant derved, at Ankenævnet kun i begrænset omfang lægger vægt på omstændighederne ved selve bortkomsten, hvor FT sandsynligvis var i udlandet. Derimod lægges der særligt vægt på det – mildest talt – bemærkelsesværdige forhold ved erhvervelsen af bilen, herunder ikke mindst, at en klonet bil var anvendt til finansieringen af købet af bilen via indbytning.
For det andet er det værd at hæfte sig ved Ankenævnets udtrykkelige angivelse af, at der ved vurderingen af beviset blev lagt vægt på FT’s manglende tilladelse til indhentelse af teledataoplysninger. Kendelsen strækker således FAL § 22 så langt, at FT i visse tilfælde må anses for at være forpligtet til at give samtykke til at lade selskabet indhente teledataoplysninger, hvis FT skal opnå forsikringsdækning.
Advokatfuldmægtig Malene Mathiesen har bistået selskabet under sagen.
