Sagens omstændigheder
Virksomheden A, der ejede en flishugger, indgik aftale med enkeltmandsvirksomheden B om udførelse af arbejdsopgaver på Sjælland, som underentreprenør. B overtog opgaven fra en tidligere underentreprenør og i forbindelse hermed, fik B transporteret en af A ejet container, der fulgte med flishuggeren, fra den tidligere underentreprenør og til en ejendom tilhørende en gårdejer.
Containeren var et mobilt ”reservedelsværksted”, som tillige indeholdt en dieseltank i plastik med en kapacitet på 2.000 liter. A var ikke vidende om, at containeren (og tanken) blev placeret på gårdejerens ejendom, hvor B havde lejet en lade af gårdejeren, og hvor containeren blev placeret ved siden af laden.
B skulle selv bestille dieselolie, som han kunne bruge til flishuggeren, til tanken. Regninger for dieselolien blev sendt til A, der så betalte disse, men A var ikke bekendt med, at olien blev leveret til gårdejerens adresse.
Den 1. april 2018 udbrød der brand i en lastbil tilhørende B. Branden bredte sig til laden og herfra til containeren, hvor dieseltanken smeltede, og op imod 1.500 liter dieselolie flød ud på grunden. Efter akutindsats fra brand- og miljømyndigheder, blev der ikke givet påbud om oprensningen af grunden, og forureningen blev heller ikke kortlagt. Gårdejeren foretog sig endvidere ikke yderligere for egen drift at oprense jordforureningen.
Gårdejeren forsøgte forgæves at få dækket omkostninger til oprensning af forurening under sin landbrugsforsikring, hvorefter han ca. ét år efter branden rettede henvendelse til A og B med krav om, at disse påtog sig ansvaret for forureningen på grunden. Dette blev afvist af både A og B, hvorefter gårdejeren anlagde sag ca. to år efter branden.
Under sagen blev der afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden fandt, at der på grunden var tre større forureningsområder, og at forureningen i to af områderne mest sandsynligt måtte anses for at stamme fra dieseltanken og ikke nogle af de andre forureningskilder, der havde befundet sig på grunden under branden. Skønsmanden vurderede, at de samlede omkostninger til oprensning af grunden ville beløbe sig til ca. kr. 262.000.
Gårdejeren gjorde gældende, at A var ansvarlig for som ejer af olietanken ikke at have foretaget anmeldelse til kommunen af tankens opstilling, eller at A have sikret sig, at opstillingen opfyldte gældende forskrifter. Skønsmanden oplyste herom under hovedforhandlingen, at anmeldelsen til kommunen af tankens opstilling måtte anses som en formalitet, idet skønsmanden angav, at erfaringsmæssigt foretog kommunerne reelt ikke kontrol ved anmeldelse.
Byrettens dom
Retten lagde indledningsvis til grund (efter skønserklæringen), at det måtte anses for mest sandsynligt, at hovedparten af forureningen på grunden stammede fra dieseltanken.
Herefter angav retten, at ansvaret for forureningsskader – som udgangspunkt – er dansk rets almindelige culparegel. Det fandtes herefter ikke gårdejeren sandsynliggjort, at A (som ejer af tanken) skulle have handlet culpøst i forbindelse med placeringen af tanken på gårdejerens ejendom (hvilket A var uvidende om).
Da der hverken kunne fæstnes et ansvarsgrundlag med henvisning til tankens indretning og vedligeholdelsesstand (som følge af skadernes omfang), og da forureningen var forårsaget af en brand (en ulykkelig hændelse), fandtes det ikke godtgjort, at A skulle have handlet ansvarspådragende. Retten angav i den forbindelse, at uanset at tanken ikke var anmeldt forskriftsmæssigt kunne det ikke føre til andet resultat, herunder som følge af, at der ikke var godtgjort årsagsforbindelse mellem den manglende anmeldelse og olieforureningen.
Retten fandt tilsvarende, at der ikke var fremkommet oplysninger som godtgjorde, at B skulle have handlet culpøst i forbindelse med placeringen af olietanken, herunder at han ikke skulle have overholdt krav om afstand til bygninger mv. På baggrund af oplysningerne om, at A betalte leje kontant til gårdejeren, og at der ikke forelå en lejekontrakt, fandt retten ikke, at domstolene kunne tage stilling til gårdejerens krav baseret på lejeretlige principper, idet retten fandt, at aftalen stred mod lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2.
Endelig frifandtes gårdejerens landbrugsforsikring, der var adciteret, allerede som følge af, at der var enighed om, at der ikke var dækning under landbrugsforsikringen, medmindre olien var ejet af gårdejeren selv. Da det under sagen var ubestridt, at olien var ejet af A, frifandtes landbrugsforsikringen.
Kommentarer
Dommen illustrerer, at uanset at der på en række områder indenfor sager om jordforurening gælder en skærpet culpanorm (eller et objektivt ansvar), så fordrer et ansvar for jordforurening fortsat, at der etableres et ansvarsgrundlag. En formel undladelse af at overholde en anmeldelsespligt, hvilken anmeldelsespligt nok i praksis reelt har været uden betydning, kan således ikke udgøre et tilstrækkeligt culpagrundlag, når forureningen som i denne sag i øvrigt er forvoldt ved en ulykkelig hændelse (brand).
Sagen er for A’s ansvarsforsikrer forberedt af advokatfm. Malene Mathiesen og hovedforhandlet af advokat Jesper Ravn.
