Sagen drejede sig om erhvervsevnetabserstatning (EET) og tabt arbejdsfortjeneste (TAF) efter et færdselsuheld i april 2013, hvor skadelidte fik et piskesmæld.
Skadelidte arbejdede på ulykkestidspunktet på fuld tid, men pådrog sig i efterforløbet en række væsentligt funktionsbegrænsende gener i form af lændesmerter, synsforstyrrelser, dårlig balance og gangproblemer samt betydelige kognitive udfordringer.
Arbejdsprøvninger viste, at skadelidte alene kunne arbejde ganske lidt og med en væsentligt nedsat effektivitet – særligt begrundet i de kognitive gener. Skadelidte overgik herefter til førtidspension i 2015.
Ansvarsforsikringsselskabet reducerede på et tidspunkt i løbet af erstatningsperioden erstatning for TAF til 50% og stoppede herefter udbetalingerne helt. Efter skadelidtes overgang til førtidspension fastsatte forsikringsselskabet skadelidtes EET til under 15%.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) havde vurderet følgerne efter ulykken til 65%, uanset at AES ifølge udtalelsen var opmærksomme på de konkurrerende gener, der i det væsentlige ikke blev henført til ulykken.
Ansvarsforsikringsselskabet afviste at følge AES vurdering, hvorefter skadelidte udtog stævning. Sagen blev forelagt Retslægerådet, der konkluderede, at skadelidtes øvrige (betydelige) gener ikke kunne henføres til ulykken.
Tvisten i sagen var derfor særligt vægtningen mellem skadelidtes uarbejdsdygtighed som følge af ulykken over for de konkurrerende gener. Det var ansvarsforsikringsselskabets synspunkt, at skadelidte under alle omstændigheder var uarbejdsdygtig af andre grunde end færdselsuheldet, og at skadelidte på tidspunktet for fastsættelse af erhvervsevnetabet derfor ikke havde en resterhvervsevne at erstatte.
Samme synspunkt gjorde sig gældende for tabt arbejdsfortjeneste, idet skadelidte også uden piskesmældet sandsynligvis ikke havde kunnet oppebære en indtægt. Subsidiært at der alene skulle betales delvis tabt arbejdsfortjeneste.
Retten i Hjørring fastsatte skadelidtes EET til 15% men tilkendte samtidig fuld tabt arbejdsfortjeneste i hele perioden – muligvis på baggrund af resultatet i U2012.1838H. Dommen blev anket af ansvarsforsikringsselskabet til landsretten, det på linje med byretten vurderede, at 15% EET kunne henføres til ulykken, da man ikke kunne se bort fra, at ulykken havde bidraget til skadelidtes betydelige samlede EET.
Landsretten fandt derimod, at skadelidte alene havde krav på 50% TAF i sygeperioden efter uheldet og afviste således, at U2012.1838H kan fortolkes derhen, at der er pligt til at betale tabt arbejdsfortjeneste fuldt ud og til den bitre ende, hvis ulykken har været den udløsende og medvirkende årsag til sygeperioden. Også i erstatningsperioden kan der være grundlag for at reducere tabt arbejdsfortjeneste, hvis andre grunde til skadelidtes uarbejdsdygtighed spiller ind.
Kommentar
Dommen læner sig op ad præmisserne i FED2014.215 samt et par efterfølgende byretsdomme.
Det er tilfredsstillende, at Vestre Landsrets dom følger det erstatningsretlige udgangspunkt om, at det kun er det individuelle tab, der kan kræves erstattet. Bliver skadelidte i erstatningsperioden uarbejdsdygtig af andre grunde, kan der således ske reduktion – også selv om ulykken har været den udløsende og medvirkende årsag til sygeperioden. Præmisserne i U 2012.1838 H (hvor reduktion i øvrigt ikke var gjort gældende) kan således ikke udstrækkes til at hjemle TAF op til ”fuld løn” i alle tilfælde.
Sagen er for ansvarsforsikringsselskabet ført af advokat Anja Hejde.
