Sagen vedrørte en ansat på et autismecenter, som pådrog sig en uspecificeret belastningsreaktion efter at være blevet revet i håret af en beboer diagnosticeret med infantil autisme under en gåtur til en café.
Den ansatte udtog stævning mod autisten, der var dækket af en af kommunen for autismecenteret tegnet ansvarsforsikring. Forsikringsselskab afviste imidlertid dækning, da selskabet havde taget dækningsforbehold for forsætlige skader uanset mulig sindssygdom mv., og da skaden efter selskabets opfattelse var forvoldt forsætligt. Forsikringsselskabet adciterede autismecenteret med påstand om, at autismecenteret – som arbejdsgiver for den ansatte - skulle friholde forsikringsselskabet, såfremt selskabet blev dømt i sagen.
I byretten blev autisten dømt erstatningsansvarlig over den ansatte, og forsikringsselskabet blev dømt til at dække skaden med henvisning til, at handlingen (at rive i hår) efter den objektiverede forsætsbedømmelse kunne tilregnes autisten som forsætlig, men at der ikke i denne bedømmelse tillige kunne indlægges et forsæt om at påføre skadelidte egentlig skade i form af den uspecificerede belastningsreaktion. Med henvisning til Højesterets dom U2018.3783H fandt retten, at autismecenteret i forhold til forsikringsselskabet skulle dække 2/3 af kravet.
Sagen blev indbragt for landsretten af forsikringsselskabet over for autisten og autismecenteret, mens byrettens domfældelse af autisten over for den ansatte ikke blev anket.
Landsrettens flertal frifandt forsikringsselskabet med henvisning til, at autistens erstatningsansvar overfor skadelidte ikke var dækket af ansvarsforsikringen. Landsrettens flertal udtalte bl.a. følgende til støtte for resultatet:
”Efter karakteren af det beskrevne handlingsforløb finder vi, at forløbet klart bærer præg af at høre til dem, der kan tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, og at en normal gerningsperson herved tillige ville have forsæt til at påføre skadelidte en egentlig skade”.
Som følge af forsikringsselskabets frifindelse i hovedsagen, blev autismecenteret frifundet i adcitationssagen. Landsretten fik derfor ikke mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om den indbyrdes fordeling efter erstatningsansvarslovens § 25 mellem autisten og autismecenteret.
Kommentarer
Landsrettens præmisser må siges at være ganske kortfattede og synes at kunne læses således, at der er foretaget en toleddet bedømmelse af forsættet, og at begge led er objektiveret, således at det lægges til grund, at selve handlingen og skaden kunne tilregnes autisten som forsætlig. Det bemærkes, at landsretten ikke forholdt sig til, om der var forsæt til den konkrete skade, men alene til ”en egentlig skade” (muligvis på basis af en ”dolus eventualis” vurdering af fortsættet).
Afgørende for landsrettens resultat var, at der i forsikringsbetingelserne var tale om en fravigelse af reglerne i forsikringsaftalelovens § 19, stk. 1, hvorefter § 18 (ikke dækning for skader forvoldt af sikrede med forsæt) ikke finder anvendelse, når sikrede på grund af bl.a. sindssygdom, åndsvaghed, forbigående sindsforring e.lign. tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt.
For så vidt angår ansvarsfordelingen fastholdt autismecenteret for landsretten, at der ikke var grundlag for regres mod autismecenteret, eftersom autismecenteret som arbejdsgiver havde tilrettelagt arbejdet således, at der var to erfarne kollegaer med på turen den pågældende dag til en café på autismecenterets område, da skadelidte havde mange års erfaring med håndtering af og arbejde med autister, da skadelidte på intet tidspunkt var alene med autisten, og da udadreagerende adfærd ikke helt kan undgås, når man arbejder med infantile autister, hvilket skadelidte var fuldt ud bekendt med.
Autistens advokat har ansøgt om tredjeinstansbevilling til indbringelse af sagen for Højesteret, og forsikringsselskabet har samtidig ansøgt om tilladelse til, at autismecenteret i givet fald inddrages i sagen for Højesteret.
Sagen er for autismecenteret ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup, som eventuelle spørgsmål kan rettes til.
OBS: Dommen er afsagt i 2021 og ikke i 2020 som fejlagtigt angivet på forsiden af dommen
