Vestre Landsret har den 22. december 2022 givet Tryg Forsikring medhold i, at krav vedr. bl.a. tabt arbejdsfortjeneste og driftstab efter et færdselsuheld var forældet ved udtagelse af stævning.
Sagen kort
Skadelidte var selvstændig tandlæge og kom til skade ved et færdselsuheld den 29. november 2016. Tryg Forsikring anerkendte erstatningspligten for uheldet og udbetalte godtgørelse for svie og smerte for skadelidtes sygemeldingsperiode samt 5% varigt mén.
Selskabet afviste i brev af 19. marts 2018 at dække skadelidtes indtægtstab og henviste bl.a. skadelidte til at benytte sin sygedriftstabsforsikring, som var tegnet i Codan, men tillige med henvisning til manglende bevis for årsagssammenhæng. Under en efterfølgende korrespondance mellem parterne afviste sagsbehandleren hos Tryg, at der pågik forhandlinger mellem parterne efter forældelsesloven §21, stk. 5.
I brev af 15. august 2019 oplyste skadelidtes daværende advokat, at der var ved at blive udarbejdet stævning overfor Codan, og advokaten anmodede samtidig om, at Tryg suspenderede forældelse af alle poster til 12 måneder efter endelig dom i sagen mod Codan. Hertil svarede Tryg, at selskabet var indforstået med at suspendere forældelsesfristen indtil tre måneder efter endelig dom i retssagen imod Codan under forudsætning af, at skadelidte ikke forinden udtog stævning imod Tryg.
I mail af 4. marts 2020 skrev skadelidtes daværende advokat til Tryg med oplysning om, at sagen mod Codan var ved at være færdig, hvorfor advokaten ønskede at få oplyst, om sagen kunne forelægges AES, eller om Tryg ønskede, at sagen blev forelagt Retslægerådet. Tryg svarede, at sagen ønskedes forelagt Retslægerådet og anmodede samtidig om at få tilsendt kopi af dommen i forbindelse med driftstabssagen samt en erstatningsopgørelse. Skadelidte skiftede herefter advokat, og der blev udtaget stævning mod Tryg den 13. november 2020.
Under retssagen gjorde Tryg gældende, at kravet var forældet bl.a. med henvisning til, at sagen mod Codan var blevet forligt den 5. marts 2020, hvorfor der i henhold til suspensionsaftalen indtrådte forældelse i sagen den 5. juni 2020. Endvidere gjorde Tryg gældende, at der under alle omstændigheder var indtrådt forældelse efter de almindelige forældelsesregler, og at den indgåede suspensionsaftale ikke derved fraveg lovens regler eller forringede sagsøgers ret efter loven. Tværtimod var der tale om et tilbud om forlængelse af forældelsesfristen til fordel for skadelidte.
Vestre Landsret og Retten i Horsens gav Tryg medhold i samtlige punkter vedrørende forældelse.
Byrettens dom
Byretten fandt, at eventuelle forligsforhandlinger mellem parterne blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end den 29. november 2018 og ikke efterfølgende blev indledt på ny. Retten fandt endvidere, at skadelidte efter indholdet af korrespondancen ikke havde haft føje til at antage, at parterne kunne opnå en forligsmæssig løsning uden sagsanlæg selv efter endelig afgørelse i sagen mod Codan.
For så vidt angår forsikringsaftalelovens §29, stk. 5 anførte Retten, at Tryg ved meddelelse af 20. januar 2017 havde anerkendt, at der forelå en dækningsberettiget skade men anmodede om yderligere oplysninger, hvorfor kravet som udgangspunkt forældede tre år herefter, dvs. den 20. januar 2020. Imidlertid havde Tryg afvist yderligere krav i 2018, hvorfor fristen i medfør af forsikringsaftalelovens §29, stk. 5, 1. pkt. forkortedes, således at forældelse tidligst ville indtræde ét år efter Tryg’s meddelelse om, at kravet helt eller delvist blev afvist.
Endelig fandt Retten, at den indgåede suspensionsaftale måtte forstås således, at ”endelig dom i sagen” måtte sidestilles med en ”endelig afgørelse i sagen”, hvormed forældelse ifølge den mulige suspensionsaftale ville indtræde den 5. juni 2020.
Landsrettens dom
Skadelidte ankede dommen til Landsretten og fik tilladelse til at fremsætte et nyt anbringende om, at FÆL § 22, stk. 2 medførte, at forældelse tidligst kunne indtræde 1 år efter den 5. marts 2020, hvor sagen mellem skadelidte og Codan blev afsluttet. Endvidere indtrådte den tidligere advokats ansvarsforsikringsselskab som biintervenient til støtte for skadelidtes påstand under sagen.
Vestre Landsret tiltrådte efter bevisførelsen, at det ikke var godtgjort, at der mellem parterne var ført egentlige forhandlinger om kravene, og at Tryg ikke havde tilkendegivet en sådan grad af imødekommenhed overfor de fremsatte krav, at skadelidte havde føje til at antage, at det ikke var nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse. Endvidere var Landsretten enig i, at suspensionen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor retssagen imod sygedriftstabsforsikringen blev afsluttet med forlig (uanset ordlyden af suspensionsaftalen).
Landsretten fandt ikke, at FÆL § 22 fandt anvendelse, herunder da der ikke var tale om solidarisk hæftelse, og da skadelidtes krav mod Tryg ikke afhang af retsforholdet mellem hende og Codan og ”allerede af denne grund finder forældelseslovens § 22, stk. 2 ikke anvendelse”. Landsretten tog dermed ikke stilling til, om der var givet behørig procesunderretning overfor Tryg, hvilket var bestridt under sagen.
Bemærkninger
Både by- og landsrettens præmisser er meget klare og udførlige og underbygger bl.a., at hvis man vedholdende har fastholdt, at der ikke er grundlag for udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste, så åbner det ikke automatisk op for reelle forligsdrøftelser, at man beder om supplerende oplysninger, herunder en erstatningsopgørelse. Endvidere åbner det ikke automatisk op for yderligere suspension efter FÆL § 22, at skadelidte udtager stævning mod f.eks. et driftstabsforsikringsselskab for at søge at begrænse sit tab.
Endvidere kan man udlede af byrettens dom (som også er omtalt på vores hjemmeside den 31. august 2021), at den 3-årige frist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt. kan forkortes og erstattes af den 1-årige frist i forsikringsaftalelovens §29, stk. 5, 1. pkt., såfremt forsikringsselskabet afviser yderligere krav i sagen, inden den 3-årige frist er udløbet. Dette synes tillige at være i overensstemmelse med lovforarbejderne til forældelsesloven, hvorefter lovgiver har fundet det tilstrækkeligt med en frist på 12 måneder for udtagelse af stævning eller indgåelse af suspensionsaftale, såfremt den skadelidte er bekendt med sit krav og bekendt med, at kravet er blevet afvist.
Sagen er for Tryg Forsikring ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
